Et hurtigt blik på omgangstiderne fra weekendens syv testsessioner før Rolex 24 at Daytona giver store forhåbninger til de hele 13 danske deltagere i det ikoniske 24-timersløb.
Ja, det er bare testtider, som vi ikke nødvendigvis skal lægge særligt meget i. Tiderne er sat under forskellige vejr- og baneforhold og med forskellige dæk og brændstofsmængder, men vi kan alligevel ikke lade være med at tage et kig på, hvordan danskerne klarede sig igennem ROAR Before the 24, som testweekenden populært kaldes.
Helt i top i den store prototypeklasse, GTP, finder vi belgiske Dries Vanthoor, der deler BMW M Team RLL nummer 24 med Kevin Magnussen. Danskeren ser da også ud til selv at have fundet melodien på Daytona International Speedway, som han sidst kørte på i 2022 med Cadillac.
Magnussen var 17. hurtigste kører i GTP-klassen med en tid 1,483 sekunder efter holdkammeraten, og BMW’erne ser i det hele taget meget skarpe ud.
Helt så skarpt ser det ikke ud for den anden dansker, der skal kæmpe med om den generelle sejr på Daytona.
Frederik Vesti debuterer i Hypercars med Cadillac, men Mercedes’ danske Formel 1-reserve er helt nede som nummer 42 af de 45 GTP-kørere. Vestis erfarne holdkammerat den dobbelte Le Mans-vinder Earl Bamber var dog 10. hurtigste kører i GTP, så Cadillac er langt fra sat ud af spil. De plejer at være med, hvor det er sjovt på Daytona, og mon ikke Vesti finder noget mere fart.
Danskerne i LMP2
I den mindre prototypeklasse ser det med danske briller rigtig sjovt ud, for vi har flere kørere med helt i top.
Hurtigst af alle i klassen var 21-årige Malthe Jakobsen med en tid på 1:38.673, og ikke langt efter var der mere dansk: den forsvarende Le Mans-vinder Nicklas Nielsen satte testens tredjebedste tid i 1:38.905.
Som sjettehurtigste kører i LMP2-klassen var Mikkel Jensen, der ligesom sin Peugeot-holdkammerat Malthe Jakobsen bijobber som LMP2-stjerne i IMSA. Sidste års klassevinder Christian Rasmussen ser også ud til at have fundet farten med sit nye hold, AO Racing. Amagerkaneren var 12. hurtigst med tiden 1:39.455.
Dansk-amerikanske Benjamin Pedersen, der debuterer på Daytona, satte 31. hurtigste tid, mens David Heinemeier Hansson i sit Daytona-comeback efter fire års fravær kørte sig ind som nummer 40 af 48 kørere i LMP2-klassen.
Danskerne i GTD Pro og GTD
GTD er som bekendt delt i to klasser, og i Pro-klassen har vi en enkelt dansker med. Marco Sørensen kører Heart of Racings Aston Martin med nummer 007, og den erfarne dansker var bilens hurtigste mand henover testweekenden. Med en tid på 1:48.698 var han 29. hurtigst i GTD Pro.
Kigger vi mod GTD-klassen, ser det spændende ud for Iron Dames’ Porsche #83 med Michelle Gatting. Danskerens holdkammerat Rahel Frey var næstbedst i klassen, og Gatting kørte selv sjettebedste tid i 1:48.173 – hvilket i øvrigt er hurtigere end de fleste kørere i Pro-klassen.
Frederik Schandorff sidder i år i en Ferrari, som Inception Racing er skiftet til fra McLaren. Schandorff var bilens hurtigste mand med 17. hurtigste tid i GTD-klassen.
Nicki Thiim, der er tilbage på Daytona med Magnus Racing og Aston Martin, satte testens 27. hurtigste tid i GTD med 1:48.524, mens den 18-årige debutant Conrad Laursen kørte sin Ferrari ind i testens 53. hurtigste tid – i øvrigt meget tæt på holdkammeraten Arthur Leclerc.
Hvis du vil se alle kørernes hurtigste tider fra testen, finder du dem lige her.
Men husk at det bare er testtider, og vi bliver meget klogere, når det for alvor går løs med kvalifikationen og selvfølgelig løbet, der skydes i gang lørdag klokken 19.40 dansk tid.
Mangler du noget at lytte til indtil da? Christian Rasmussen har gæstet Boxengasses podcast, som du kan høre herunder eller i din foretrukne podcastapp:
Du kan også læse meget mere om de 13 danske kørere i Boxengasses store Daytona-guide herunder:
Guide: Kampen om uret venter – sådan følger du Kevin Magnussen og co. til 24 Hours of Daytona 2025