Marco Sørensen og Oman Racing fik revanchen – vinder LMGTE på Imola

Foto: ELMS/JEP
Annonce:

Til premieren på årets European Le Mans Series for en måneds tid siden på Paul Ricard fik alt ende alt, alt for hurtigt for Marco Sørensen og Oman Racing with TF Sport. Premieren endte efter bare ti minutter med et sammenstød, og mulighederne for det omanisk/engelske Aston Martin-projekt fik en brat ende.

Meget bedre gik det til gengæld i dag på Imola. Fra pole position leverede Ahmad Al Harthy et solidt udgangspunkt, som Sam de Haan og Marco Sørensen kunne styre gennem et i øvrigt særdeles begivenhedsrigt løb i det italienske. Oman Racing-bilen med startnummer #69 førte stort set hele vejen og blev fulgt på podiet af søsterbilen med #95, som Henrique Chaves kørte i mål.

Oman Racing with TF Sport fik ryddet op efter en skidt sæsonpremiere på Paul Ricard – sejren er den første til en kører og et team fra Oman – Ahmad Al Harthy står bag, og kører sammen med Marco Sørensen og Sam de Haan. Foto: ELMS/JEP

Afkørsler, safetycars og afbrydelser satte sit præg på dagen, helt som det også gjorde det i aftes, hvor supportløbet Michelin Le Mans Cup også bød på dramatik i rå mængder.

Dramaet blev flere af de danske håb indblandet i, og det vender vi tilbage til om lidt – for hos Mikkel Jensen og Frederik Schandorffs japansk/schweiziske team Car Guy endte dagen på skamlen. De fik gennemgående sneget sig gennem balladen og kunne med et stærkt udlæg fra Mikkel Jensen avancere i løbets første halvdel.

Punktering kostede Iron Dames mulighederne

Ferrarierne viste i det hele taget et fint pace i første halvdel, hvor også Iron Dames viste masser af overskud og en overgang var de oppe at blande sig i kampen om føringen – takket være en superstærk start på løbet.

Det så lige så godt ud for Iron Dames, men en stor punktering af den helt uheldige slags kostede mulighederne for et godt resultat. Teamet viste masser af fart på Imola. Foto: ELMS/JEP

Desværre for Michelle Gatting og co. kostede en uheldig punktering til Rahel Frey alle muligheder med en time og 40 minutter igen. Punkteringen skete på banens første stykke, og det gør selvsagt ekstra ondt på tidstabet. Iron Dames-Ferrarien fik store skader af det eksploderede dæk, og de endte som nummer ni i klassen i et løb, som kunne være blevet til meget, meget mere.

Nyt podie for Malthe Jakobsen og Cool Racing

Cool Racing og Malthe Jakobsen havde et godt udgangspunkt i form af pole position i søndagens løb på Imola, men de blev tidligt udfordret på strategien. Teamet blev sat lidt tilbage under en runde stops og fik derfor et comeback at udføre.

Og comebacket begyndte mod slutningen at ligne noget. Jakobsen fik med sine stints gang i avancementet og endte med at hive en tredjeplads i land – slået af søsterbilen #27 og United Autosports Andrew Bentley/Kay van Berlo, som tog sejren i klassen. Lige udenfor podiet endte Michael Jensen, som er LMP3’s andet danske islæt. Jensen kører med britiske RLR MSport og tog dagens fjerdeplads i klassen.

Straffe og kaos i LMP2

I LMP2 gik duellen om sejren absolut til stregen, og Prema Racing fik ikke ligefrem hjælp på vejen mod det, der er deres anden sejr i to starter i LMP2. Bilen fik to straffe tidligt – først for en tyvstart og derefter for at krydse linjen ud af pitten – men derefter ramte de rigtigt under gult, og fik bragt sig tilbage i den skarpe ende. Det var dog ikke enden på kvalerne for det italienske team, som siden indkasserede endnu en straf.

I løbets sidste halve time var timingen til gengæld endnu engang rigtig, og Prema kunne pitte tids nok til at skifte og sende Louis Deletraz ud i føring – og den holdt han til det ternede flag. Derved snød Deletraz og teamet Cool Racings Yifei Ye for det, der lignede et godt bud på en sejr, mens Panis Racings Job van Uitert rundede skamlen af.

Prema sejrede for anden gang i træk i ELMS ved Lorenzo Colombo, Louis Deletraz og Ferdinand Habsburg, der kom tilbage efter at have indkasseret hele tre straffe undervejs. Foto: ELMS/JEP

I LMP2 Pro Am blev løbet en gedigen skuffelse for Nicklas Nielsens AF Corse. Teamet havde pole position, men lidt før halvvejs var de mildest talt en del af kampen.

Alessio Rovera i AF Corse-raceren lå i kamp med United Autosports #22 og Prema Racings senere vindere, #9. Trioen forsøger at komme forbi to LMP3-racere ind i Curva Tosa, men for Rovera endte det hele med en hård tur over curben, og det fik hurtigt direkte konsekvenser, da det ene baghjulsophæng blev skadet og sendte AF Corse-raceren i garagen til et længere stop. I stedet gik LMP2 Pro/Am-sejren til Racing Team Turkey for anden gang i træk.

En god portion af holdene fra European Le Mans Series skal videre til Le Mans om en måneds tid, mens hele feltet først er samlet igen til årets tredje afdeling af den europæiske serie. Den køres den første weekend i juli på Monza.

Du kan se eller gense hele løbet fra Imola her:

https://www.youtube.com/watch?v=i9PnsWqIhtQ

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen