Martin Andersen skifter i år dansk asfalt ud med tysk. Det står klart med morgenens annoncering af, at viborgenseren i år fortsætter karrieren hos det store, tyske Hyundai-team, Team Engstler, i ADAC TCR Germany.
Det kommer som en fortsættelse af et succesfuldt hop til TCR i fjor, hvor Martin Andersen og Andersen Motorsport tog sølvet hjem i TCR Denmark.
Martin Andersens nye aftale med Hyundai Team Engstler er for 2021 med en option for 2022 samme sted. I ADAC TCR Germany skal Andersen blandt andet ud at konkurrere på baner som Nürburgring, Hockenheim og Red Bull Ring. En opgave, som viborgenseren ser frem til:
– Det her er en kæmpestor chance for mig. Vi har arbejdet på aftalen i nogle måneder – det hele startede med snakken om en mulig test hos Team Engstler, og det endte med, at jeg nu har en kontrakt med en option på to år, forklarer Martin Andersen, som undervejs har fået support af Morten Dons og STEP Sports Management gennem forhandlingerne.

På kontrakt
At Martin Andersen nu er racerkører på kontrakt og ikke spidsen for et stort familieteam, er en ganske ny situation for Martin og resten af familien.
– Det er helt nyt for mig, at jeg nu kun skal møde op og køre. Vi har altid gjort det hele selv som familie og team. Der er stor forskel på det, og så at skulle møde op for at køre i et professionelt team, men det er noget, jeg virkelig ser frem til. Min coach Peter Jäger er med mig igen i år, og jeg er glad for, at vi kan fortsætte vores gode samarbejde, forklarer Martin Andersen og fortsætter:
– Det bliver en stor, ny oplevelse at køre på de tyske baner. Hockenheim har jeg prøvet, men resten er nyt. Jeg er til gengæld sikker på, at jeg har det bedste team i ryggen til det. Team Engstler er enormt dygtige, og de stiller helt sikkert med noget materiel, som virker hver gang. Jeg er spændt på at komme i gang med sæsonen, forklarer han.
Hos tyske Team Engstler ser man frem til det nye, dansk/tyske samarbejde, forklarer direktør Franz Engstler i en udsendt pressemeddelelse.
– Vi ser frem til at arbejde sammen med Martin. Han har allerede understreget sit talent i Danmark, og kender bilen rigtig godt fra 2020. Nu skal vi tage de første skridt mod international racing sammen – vi vil gøre alt vi kan for at give Martin den rette base for en god sæson, og jeg er sikker på, at vi kan træne Martin til endnu større opgaver i fremtiden.
En satsning som den, Martin Andersen og Hyundai Team Engstler er på vej ud på, kommer ikke ud af det blå. Det kræver et godt bagland, og trods de svære tider, alle aktuelt går igennem, har Martin Andersen fået solid opbakning til planerne.
– Vores sponsorer har været super seje og støttede straks op om planerne. Jeg har kun mødt en kæmpe opbakning til trods for vi alle står midt i en svær tid, og jeg er rigtig stolt af, at det her er blevet en realitet, forklarer Martin Andersen.

Gæsteoptræden på vej
Martin Andersen har i øvrigt ikke vinket helt farvel til dansk asfalt – for senere på året er der en gæsteoptræden i kalenderen til Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen, hvor Andersen vender tilbage for en enkelt weekend til den danske serie med Hyundai.
I TCR Denmark er man på den ene side kede af at sige farvel til sidste års vicemester – men frem for alt er man stolte af, at Martin Andersen nu sætter gang i et nyt, internationalt eventyr, forklarer direktør Martin Jensen til seriens egen side.
– Vi er selvfølgelig kede af, at vi mister ham i TCR Denmark, men det her er alt andet lige en kæmpe anerkendelse af det arbejde og teamwork, som Martin Andersen og Andersen Motorsport lagde for dagen med Hyundai i 2020. TCR Denmark er, som organisation og løbsserie stolte af at have bidraget til at sikre Martin Andersen internationale muligheder. Vi kan kun være stolte af de mange teams vi har i TCR og den entusiasme de har vist. Det er skønt at se, at vores serie kan skabe den slags muligheder, afrunder Martin Jensen.