Der er stadig godt over en måned til European Le Mans Series tager hul på en ny sæson med årets premiere i Barcelona. Til gengæld kommer der nye, danske navne til, og næste navn i rækken er Mikkel Gaarde Pedersen, som har skrevet under med Luxembourg-teamet DKR Engineering i LMP3.
2023-danmarksmesteren i Formel 4 er klar til springet ud af formelbilerne, og går nu ind i sportsvogne efter sidste sæson, hvor han tog turen videre fra dansk til spansk Formel 4.
I ELMS skal han dele bil med amerikanske Wyatt Brichacek, der har en fortid i amerikansk formelracing og nu åbner sin anden sæson med DKR, mens estiske Antti Rammo har et enkelt års LMP3 i rygsækken fra den tyske ADAC Prototype Cup Germany.
– Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang! Jeg skal ud at køre LMP3 for et rigtig stærkt team, der også er fast inventar på Le Mans, i Asian Le Mans Series og Le Mans Cup. Det er gået virkelig stærkt de sidste par måneder, så fra at jeg havde et rigtig godt løb sidste år i Portimao, så blev vi kontaktet af forskellige managere, og valgte at gå med Synergy Driver Performance, siger Mikkel Gaarde Pedersen i en pressemeddelelse.
Han tilføjer:
– De fik mig ud at køre en Young Driver Test umiddelbart efter. Siden den dag har mine managere ligget i forhandlinger omkring et sæde, men da vi ikke har et kæmpe budget, var det svært, men Synergy kæmpede virkelig for det. For tre uger siden ringede de og bad mig komme til Portimao den 22. januar. De sagde også, at det var vigtigt for mig at køre hurtigere end alle de andre, da der ville være flere kørere, som har budgettet til sædet. De skulle også køre den dag. Det er ikke bare nok at køre fra dem, sagde de til mig. Du må ikke lave fejl og du skal køre meget fra dem… Så det gjorde jeg. Jeg var ikke kun hurtigste mand i bilen. Jeg var også hurtigere end alle de andre kørere, som testede for de forskellige teams, der var på banen, så jeg kunne ikke gøre mere. Jeg fik sædet, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang!
Med debuten den 6. april bliver Mikkel også den yngste kører nogensinde i serien – 16 år og 188 dage.
Feltet tager form
Feltet i ELMS til denne sæson tæller i forvejen en stærk, dansk deltagelse. Indtil videre er der ikke danskere i LMP2, men LMP3 og GT3 ser stærkt ud. Umiddelbart før nytår blev Sebastian Gravlund præsenteret til en ny sæson i LMP3 for polske Inter Europol Competition, og senest kunne CLX, altså det tidligere Cool Racing, præsentere Theodor Jensen som en del af deres planer i LMP3.
Også dansk/sydafrikanske Michael Jensen er klar til en ny omgang ELMS, og er i år hos Bolton-teamet RLR MSport i LMP3. I GT3 er Michelle Gatting indtil videre eneste danske kører – hun er (naturligvis) med Iron Dames og stiller sammen med Sarah Bovy og Celia Martin.
Der er sæsonpremiere den 6. april i Barcelona.