4 min. læsning

N24: Mercedes vinder for første gang i ti år – Nicki Thiim og Aston Martin på podiet!

54. ADAC RAVENOL 24h Nürburgring 2026 - Foto: Gruppe C Photography
Udgivet
Foto
Del artikel

Nürburgring 24h er et ondt, ondt racerløb. Og bedst som Max Verstappen og Verstappen.com-teamet så ud til at have alt under kontrol, så kostede en smadret trækaksel drømmedebuten for den firedobbelte F1-verdensmester i Mercedes-AMG GT3. Men Mercedes tog alligevel sejren, for søsterbilen fra Winward Racing kunne i hænderne på Maro Engel tage dét, der er Mercedes’ første N24-sejr i ti år.

Engel var i øvrigt også en del af Mercedes-sejren i 2016, og han tog sammen med Maxime Martin, Fabian Schiller og Luca Stolz trofæet. I øvrigt på et flot comeback, for efter en afkørsel i Top Qualifying 3 startede de helt nede som nummer 25.

Men indtil midt i den 20. time lignede det, at de skulle spille andenviolin til søsterbilen, for Max Verstappen var sammen med Jules Gounon, Daniel Juncadella og Lucas Auer særdeles godt kørende. De kom i spidsen lørdag aften, og natten over var det en Mercedes 1-2.

Verstappen.com var længe på vej mod sejren i N24, men en smadret trækaksel satte en stopper for det, der kunne være blevet en drømmedebut i N24. Foto: Gruppe C Photography

Men alt kan vende på et splitsekund. I den 20. time af løbet havde Max Verstappen kørt sit sidste stint og gav stafetten videre til Juncadella. Men Juncadella kom ind igen efter bare to omgange, og det viste sig hurtigt, at bilen havde en større skade end det sådan lige så ud til – i hvert fald måtte bilen blive i garagen indtil kort før det ternede flag, og derved var Verstappen og co. ude af topkampen.

Nicki Thiim spillede en stor rolle i at få Walkenhorst og Aston Martin på podiet. Det er i øvrigt første gang overhovedet, at Aston Martin får et generelt podie i N24. Foto: N24/Gruppe C

Dansk topresultat

Til gengæld endte Nicki Thiim og Walkenhorst Motorsport med at sikre Aston Martin et topresultat – for Thiim kunne sammen med Mattia Drudi, Christian Krognes og Felipe Laser holde sig godt til, og det var lige ved at ende med en andenplads – men en sen Code 60 ramte lige dér, hvor den ikke skulle, og det sendte Aston Martins kvartet ned som nummer tre.

Alt tegnede ellers til en andenplads for Thiim og co., for de senere sølvvindere i Red Bull ABT’s Lamborghini #84 kørte til sidst rundt med en straf hængende over hovedet. Og de var således tvunget til at vinde med en difference på minimum 86 sekunder for at kunne tage andenpladsen. Den var længe i fare, men den sidste Code 60 ramte Mattia Drudi og betød, at Lamborghinien havde andenpladsen selv inklusive straftid.

High Class Racing leverede – igen – et flot løb i IGTC og endte nummer 15 samlet i N24. – Foto: Gruppe C Photography

Det blev facit efter en firebilers duel om podiets to nederste trin – og bag Thiim, Krognes, Drudi og Laser endte BMW’s ROWE Racing #99 med Dan Harper, Max Hesse, Sheldon van der Linde og Dries Vanthoor, mens BMW’s aprilsnars-racer, M3 Touring GT3, blev nummer fem.

Touring-bilen blev kørt af tyske Schubert Motorsports Jens Klingmann, Ugo de Wilde, Neil Verhagen og Connor de Philippi.

Andenpladsen til ABT og Lamborghini blev også til efter et flot comeback. Bilen startede egentlig fra pole position med Mirko Bortolotti, men fik en punktering efter et sammenstød i starten – og kunne derfra tage jagten op fra en lidet flatterende position som nummer 49. BMW #99 var i øvrigt også gode for et comeback, for den bil spandt på første omgang og var ligeledes helt nede at vende.

Stationcar-projektet fra BMW begyndte som en aprilsnar, men endte beviseligt med et stykke velkørende racerbil. Foto: Gruppe C Photography

Mere dansk i top 10 og top 15

Top 10 blev det også for Bastian Buus og Michael Christensen hos Dinamic GT. Porschen med Pirelli-dækkene kæmpede som ventet lidt med at finde den afgørende fordel, men en ottendeplads blev facit for det italienske team medde to danskere, der kørte sammen med Joel Sturm og Loek Hartog.

Danske High Class Racing klarede også skærene med en flot 15. plads samlet til Anders Fjordbach, Harry King, Kerong Li og Hongli Ye. Det gav samtidigt en sjetteplads i SP9 Pro/Am og sejr i Intercontinental GT Challenge Independent Trophy.

Udenfor topklassen SP9 pegede det længe i retning af et debut-podie til Michelle Gatting i Cup2-klassen for Mühlner Motorsport. Gennem natten lå de overvejende nummer tre i klassen, men måtte udgå søndag sidst på formiddagen med et transmissionsproblem.

En anden dansker, der til gengæld vandt klassen, er Henrik Bollerslev og Four Motors. AT2-kategorien endte de med at være alene i, efter de eneste andre konkurrenter i klassen måtte udgå. En samlet 41. plads blev facit.

 

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode