3 min. læsning

Nicklas Nielsen og Ferrari starter Spa 24h fra pole position

#51 - AF Corse - Alessio ROVERA - Ferrari 296 GT3 EVO
Udgivet
Foto
Del artikel

Har der været noget mønster gennem træninger og kvalifikation til 24 Hours of Spa, så er det, at Ferraris biler trives ret fint i varmen. Det blev endnu en gang understreget i Superpole her til eftermiddag, hvor Alessio Rovera – der deler bil med Nicklas Nielsen og Tommaso Mosca – tog pole position efter at have toppet i samtlige fire segmenter af fredagens superpole.

Superpole-formatet køres over fire gange ti minutter, og som i den ordinære kvalifikation, så afgøres det hele på gennemsnittet af den bedste omgang fra hver. Her var Rovera i sin egen klase og endte med at tage bedste tid i alle fire. I øvrigt i duel med en anden danskerbil i form af Benjamin Goethes Garage59 McLaren. Den blev kørt af en flyvende Tom Fleming, der samtidigt endte med at tage pole i Gold Cup og altså starter toer generelt.

Glæde i AF Corse-garagen efter Rovera tog pole. Foto: SRO/GTWCE

Gounon afbrød festen hos dansk team

Inden afgørelsen var Top 32 blevet til Top 16 og en Top 8, inden de sidste fire kunne tage den afgørende duel om stopuret. En af de helt store overskrifter set med danske øjne har både torsdag og i dag været, at danske Selected Car Racing er virkelig godt kørende på Spa-Francorchamps.

Danskerne tog fortjent en plads i Superpole efter en flot kvalifikation torsdag aften, og den opgave løftede Frederik Schandorff med bravour. Han var enormt tæt på at sikre den eftertragtede plads i Top 4, men Jules Gounon og Mercedes fik sig kantet forbi på absolut sidste udkald.

Frederik Schandorff tog teten efter en flot kvalifikation fra Selected Car Racing torsdag aften. Schandorff kørte en blændende superpole, og var kun marginaler fra at køre om top 4. En femteplads blev facit for det danske team. Foto: SRO/GTWCE

Derfor blev det to gange AF Corse Ferrari (#50 og #51) mod Gounon i Mercedes og Tom Fleming i McLaren. Og mens Rovera tog pole foran Fleming, så fik Arthur Leclerc sendt sig selv og Ferrari #50 forbi Gounon til at starte som treer.

Der er danskerbiler på hele første række i starten i morgen. Benjamin Goethes Garage59 McLaren blev kørt ind som næsthurtigste bil af alle på tid af Tom Fleming. Foto: SRO/GTWCE

Den første del, som tog feltet fra 32 til 16 biler, blev også ret hård ved en stribe af de fremtrædende mærker. Alle tre BMW’er fra Pro-kategorien røg her, og heller ikke Mattia Drudi i The Dane Trains Aston Martin klarede cuttet. De starter som nummer 24. Ricardo Feller klarede heller ikke cuttet i Lionspeed GP-Porschen, som han deler med blandt andet Bastian Buus. Lige for Lionspeed var det dog lidt ligegyldigt, for de skal alligevel starte fra pitlane efter et motorskift. De endte med 16. bedste tid.

Med langt fremme var til gengæld en anden – og måske overraskende danskerbil. Sebastian Øgaard og Tresor Attempto Racing Audi gav opgaven til Ariel Levi, og han kørte med helt til top 8 skulle afgøres. Levi endte med en samlet sjetteplads lige bag Frederik Schandorff, og Øgaards Audi starter derfor på pole position i Silver Cup.

Anders Fjordbach og High Class Racing har desuden pole i Pro/Am Cup.

Få overblikket over danskerne og meget mere i 24 Hours of Spa her!

Guide til 24 Hours of Spa: 14 danske kørere klar til langdistancebraget i Ardennerne

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode