Kvalifikationen til 24 Hours of Spa fandt torsdag aften de 32 biler, som senere i dag, fredag, skal i kamp i Superpole.
Her kører de 32 biler mod stopuret igen – men den gode nyhed er, at masser af danskerbiler var med helt fremme i kvalifikationen torsdag aften. Listen er sat efter gennemsnitstider, så alle kørere har haft én session hver, og deraf finder man et snit.
Der er superpole klokken 15.00, og det hele kan selvfølgelig ses live på Youtube. Link finder du længere nede i denne artikel.

1-2 til danskerbiler – men med skår i glæden
I udgangspunktet endte det hele med bedste gennemsnitstid for Mercedes Team Getspeeds Maxime Martin, Maxi Götz og Fabian Schiller. Men GetSpeed-raceren blev siden flået ud af Top 32, fordi mekanikerne arbejdede på bremserne i Q3 uden at have gjort løbsledelsen bekendt med det først. Det må man ikke, så derfor er GetSpeed ude af billedet.
Det åbnede til gengæld for to danskerbiler på plads 1 og 2. Ferrari var i det hele taget godt kørende, og Nicklas Nielsens #51, som danskeren deler med Alessio Rovera og Tommaso Mosca er nu den bil, der har det hurtigste gennemsnit.

Næsthurtigst var Bastian Buus og Lionspeed GP Porsche. Men her kommer skåret – for Buus, Ricardo Feller og Thomas Preining har ikke så meget andet end træning at køre for. Et motorproblem på Porschen betød tidligere torsdag, at de helt har skiftet motor. Og det koster en start fra pitlane uanset hvad.
Og nu vi er ved straffede danskerbiler, så har Anders Fjordbach og High Class Racing sat pole position til i Pro/Am-klassen. De var ellers hurtigst, men fik siden en straf på fem pladser, fordi bilen blev frigivet for tidligt ind i pittens fast lane i kvalifikationen.

Tredjehurtigst efter Buus og Lionspeed var Boutsen VDS-Porsche #2 foran AF Corses Ferrari #50 og Mercedes Team Mann Filters #48.
Med i top ti kom The Dane Train med en ottendeplads, fulgt af Benjamin Goethe og Garage59 med en niendeplads, mens Selected Car Racing imponerede og kørte en samlet 12. bedste tid hjem i aftes.
Sebastian Øgaard og Tresor Attempto Racing klarede også cuttet og blev nummer 26 som sidste danskerbil videre i det fine selskab.
Udenfor top 32 finder vi Steller Motorsports Dennis Lind og Mikkel Gaarde Pedersen med 41. bedste tid, mens Anders Fjordbach og High Class Racing samlet kørte sig ind som nummer 48 og siden fik de fem pladsers straf, som skal lægges til.
Rutronik og Michelle Gatting var nummer 60 samlet på tiden.
Guide til 24 Hours of Spa: 14 danske kørere klar til langdistancebraget i Ardennerne