Nicklas Nielsen og Ferrari vinder GT World Challenge Europe-sæsonfinalen

Foto: SRO/GTWCE
Annonce:

AF Corse Ferrari fik en fantastisk sæsonfinale i GT World Challenge på Circuit de Catalunya her til eftermiddag – for ikke nok med at AF Corses Nicklas Nielsen, Robert Schwartzman og Alessio Rovera startede fra den første GTWCE-pole position til den nye 296 GT3, så lykkedes det også trioen at føre det til sejr i sæsonfinalen i Spanien, mens franske Akkodis ASP og Mercedes genvandt mesterskabet og tog anden titel i rap.

Nicklas Nielsen kører forbi det ternede flag. Foto: SRO/GTWCE

Det franske Mercedes-team vender vi tilbage til.

Fra pole var Alessio Rovera i kontrol og fik godt styr på begivenhederne foran teamkollega Daniel Serra i den anden AF Corse-racer, men Roveras forsøg på at give bilen videre i en solid føring blev ødelagt af to safetycars, og da Rovera gav bilen videre til Schwartzman under en full cource yellow, så stak Mercedes og Team GetSpeed i front og fik overlappet begge AF Corses Ferrarier.

Schwartzman forsøgte at lukke hullet, men Fabian Schiller formåede at holde fat i føringen gennem løbets anden af tre timer. I sidste stint overtog Luca Stolz og kom da også ud i føring, men havde også en straf på fem sekunder hængende over hovedet efter et uheld på første omgang, hvor Maro Engel kom til at skubbe Iron Lynx-Lamborghinien med Jordan Pepper af banen.

Derfor blev det hele afgjort i en direkte duel mellem Stolz og Nicklas Nielsen, hvor Stolz var tvunget til at vinde med minimum fem sekunder for også at få sejren.

Ferrari 1-2 på podiet i Barcelona. Foto: SRO/GTWCE

1-2-sejr efter straf

Det lykkedes for Nielsen og Ferrari at holde sig indenfor – og faktisk endte straffen med at sende GetSpeed-raceren helt ud af podiet, så AF Corse kunne lukke sæsonen med en 1-2-sejr til Nielsen, Rovera og Schwartzman foran Antonio Fuoco, Daniel Serra og Davide Rigon, mens tredjepladsen endte hos tyske Rutronik Racing med norske Dennis Olsen, Thomas Preining og Laurin Heinrich.

GetSpeed blev firer med Maro Engel, Luca Stolz og Fabian Schiller, mens Akkodis ASP med Raffaele Marciello, Jules Gounon og Timur Boguslavskiy brugte femtepladsen til at genvinde Endurance Cup-mesterskabet. De skulle holde de nærmeste udfordrere fra BMW og ROWE Racing bag sig for at forsvare føringen på 18 point, og det lykkedes.

Mestre for andet år i rap – Akkodis ASP med Jules Gounon, Raffaele Marciello og Timur Bogusiavskiy. Foto: SRO/GTWCE

Otter generelt og i Pro blev det britiske McLaren-team Garage59 med en absolut godkendt indsats fra Nicolai Kjærgaard, Benjamin Göethe og Marvin Kirchhöfer, mens Dennis Lind sammen med Adam Ballon og Rob Collard tog andenpladsen i Pro-Am-kategorien med britiske Barwell Motorsport – dog kan de ikke være helt tilfredse med det udfald, for de blev fanget af en safetycar og mistede en omgang – og dermed også chancen for at køre om klassesejren for alvor.

Dennis Lind rundede med Adam Balon og Rob Collard sæsonen af med en andenplads i Barcelona. Foto: SRO/GTWCE

I Bronze Cup blev det en svær dag for Iron Dames med Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey, som endte GTWCE-sæsonen med en tiendeplads efter de fik en drive-through, som siden blev vekslet til 30 sekunders straf.

Følg os på  www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen