For Noah Watt blev 2020 et mildest talt tumultarisk år. Han nåede lige at blive præsenteret sammen med Kevin Rossel i italienske Target Racings satsning til Lamborghini Super Trofeo Europe inden coronavirussen for alvor satte ind. Corona kostede dyrt for en række af Watts sponsorer, og han måtte i foråret trække sig ud af aftalen.
Men med hårdt arbejde kommer man som bekendt tilbage – og det lykkedes for Noah Watt, som sidst på sæsonen fik et nyt tilbud – i samme serie – og greb den til fulde. Tilbuddet kom fra tyske Leipert Motorsport, som i forvejen har en lang tradition med skandinaviske kørere, og holdet har blandt andre haft Frederik Schandorff såvel som norske Marcus Påverud, der nu kører for det tyske team – en kører, som en del nok husker fra DS3 Cup herhjemme.
Noah Watt fik chancen sidst på sommeren og greb den i en sådan grad, at det blev til sejr i sæsonfinalen på Paul Ricard – og her havde det tyske team set så meget, at de sendte et nyt tilbud til 18-årige Watt.
– 2020 skulle have været én af de der sæsoner for mit vedkommende – men det blev ikke som jeg havde tænkt mig. Corona ramte mine sponsorer hårdt, men senere fik jeg så tilbuddet fra Leipert. Selvom der var bud fra flere teams, så valgte jeg at gå med dem, siger Noah Watt og fortsætter:
– Leipert Motorsport er et superfedt team. Teamet er én stor familie, og her er masser af tillid mellem alle samt en god teamspirit – det er noget, jeg har lagt vægt på til i år, forklarer han.
Men vejen tilbage til Lamborghini Super Trofeo Europe var ikke nem:
– Det var et kæmpe tilbageslag for mig, da det her skete i starten af 2020. Det viste i hvert fald, at ræs er en hård verden – og om du kører det ene eller det andet, så kommer du ingen vegne uden penge. Det var skidehårdt at finde vejen tilbage, og da jeg endelig kom i gang med 2020, havde jeg ikke siddet i en racerbil i syv måneder – eller kørt løb i et år. Det var hårdt, men jeg måtte hoppe ind uden forventninger og med risikoen for, at de andre bare ville stikke af i løbet. Men de stak ikke af…, forklarer Noah Watt med et smil om comebacket.

Under pres
2021 bliver et år, der skal bruges til at indhente det tabte fra 2020. Watt deler igen i år bil med tyske Sebastian Balthazar, og glæder sig over at kunne føre det gode dansk/tyske samarbejde videre til en ny sæson. Og målet er klart – den dansk-tyske duo skal gerne på det samlede podie og allerhelst lande en titel.
– Sebastian og jeg går efter titlen i år. Jeg er glad for, at kunne fortsætte med Leipert Motorsport, og for mig er det rigtig vigtigt at være et sted jeg kender, hvor jeg kan bruge den ekstra selvtillid det giver, at vi starter op med et hold og en bil, vi kender godt fra sidste år. Omvendt er det her også et trin i motorsport, hvor folk ved, hvem du er. De har lagt mærke til dig og ved, hvad du kan – så der er også et vist pres på, erkender Noah Watt – som dog ikke tager presset for andet end en god ting.
– Jeg har det sådan, at pres er motiverende. Folk ved, hvad jeg står for i de her biler, og det er fedt, at folk har den tillid til en. Det motiverer mig helt klart, ligesom det også er rart at kunne fortsætte sammen med Sebastian. Vi fungerer rigtig godt på og udenfor asfalten, siger han.
Watt var kort forbi formelbilerne i form af Formel 4 i Danmark, men har sat retning mod GT-racing, og faktisk mener Noah Watt selv, at GT er den bedre løsning for hans vedkommende – det blev starten på satsningen med Lamborghini, og står det til Watt, så er der mere på vej.
– Målet for i år er at være konstant, og det handler naturligvis om at vise, at jeg er én, som Lamborghini bør satse på fremover. Da jeg var mindre var drømmen vel F1 som den har været for så mange, men man må være realistisk. Formel blev alt for dyrt, og spørger du mig, så føler jeg faktisk også, at jeg passer bedre i GT. Selve ræset er federe i min verden, for man kan køre tættere, og der kan også være en smule kontakt. Samtidigt er bilerne også meget lige, og det giver ofte noget virkelig godt ræs, afrunder han.
Lamborghini Super Trofeo Europe åbner på Monza den 16-18. april.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.