Den første del af årets Nürburgring 24h har ikke på nogen måde skortet på action, og her med knap 20 timer til det ternede flag er der ganske blandede nyheder i spidsen af feltet.
TF Sports Dane Train startede med Nicki Thiim bag rattet, og sønderjyden kunne i løbet af den første time bringe teamets Aston Martin Vantage AMR GT3 i spids for løbet. Bilen deler Thiim med Marco Sørensen, Aston Martin med Nicki Thiim, Marco Sørensen, David Pittard og Maxime Martin.
Og den gode nyhed er at føringen i store træk har holdt ved, så bilen aktuelt fører med 28 kørte omgange foran ROWE’s BMW M4 GT3 med #98 og Audi Sport Team Phoenix #15.

Michael Christensen og de forsvarende vindere fra Manthey Racing er til gengæld ude. Bilen udgik kort før løbets fjerde time var ovre, da Laurens Vanthoor endte i en duel ned på stykket ved Tiergarten med sin bror, Dries Vanthoor i Audi Sport Team Phoenix #15-raceren.
De to brødre snittede hinanden med det resultat, at Laurens Vanthoor spandt rundt og endte i muren med stor kraft. Laurens Vanthoor blev straks meldt okay, men crashet gjorde en ende på forhåbningerne for de forsvarende N24-vindere, som ellers havde kørt en heroisk jagt i forsøget på at indhente alt det, de torsdag aften tabte på en straf i forbindelse med et gult flag.
SP9-klassens sidste danske håb, Frederik Schandorff, er også ude af løbet. Dinamic Motorsport-Porschen udgik efter 11 omgange efter at være blevet skubbet af banen. Christian Engelhart kørte bilen, da det skete.
https://www.facebook.com/24hNBR/videos/1617102671997086/
I de øvrige klasser er der også blandede, danske nyheder. Nicolaj Kandborg og WS Racing kom godt fra start i V6-klassen, men bilen holder aktuelt stille ved Pflanzgarten med to punkterede bagdæk.
I AT-klassen har Four Motors og Henrik Bollerslev kæmpet lidt med teknikken og en enkelt punktering, men de er tilbage på sporet, melder Henrik Bollerslev på Facebook.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.