Le Mans Cup-debut til Sebastian Gravlund i weekenden

Foto: Gedlich Racing

Sebastian Gravlund tager hul på karrierens næste kapitel som langdistancekører, når Michelin Le Mans Cup kører første afdeling af mesterskabet på Circuit de Barcelona-Catalunya i weekenden.

Den københavnske racerkører har taget springet fra de små, agile formelbiler til brutale LMP3-prototyper med over 450 hestekræfter. Sammen med britiske Tim Creswick skal Gravlund kæmpe mod 29 konkurrencer i et stærkt konkurrencepræget felt på den spanske F1-bane.

– Jeg glæder mig helt ekstremt til at få sat gang i sæsonen. De sidste måneder, siden beslutningen blev truffet, har været lange, og selvom jeg har brugt masser af kræfter på at forberede mig på udfordringerne, er det bare noget helt andet endelig at skulle i bilen og måle sig med konkurrenterne, fortæller Sebastian Gravlund.

Det er både blevet til mange timers simulatortræning, fysisk træning og mentaltræning forud for sæsonpremieren. Og så har de to løb i Prototype Winter Series, som Sebastian har kørt sammen med Inter Europol Competition-teamet, bestemt været en fordel i forberedelserne:

– Det er rart at komme til det første løb og allerede have en rigtig god fornemmelse af, hvad det er for et monster, der skal tøjles rundt på banen. Det ene af løbene var endda også på denne bane, så jeg kunne næsten ikke ankomme bedre forberedt, fortæller Sebastian, der kommer til at køre i bilen med nummer 43 på siden.


Årets første løb i Michelin Le Mans Cup varer i én time og 55 minutter og køres lørdag eftermiddag klokken 17.40. Løbet kan ses live på https://live.lemanscup.com/en/

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: