F4: Skåne bliver overtaget af danske formelkørere

Foto: Formel 4/Kim Gripping
Annonce:

De har ventet en hel måned siden årets første løb, og i weekenden får Formel 4-kørerne endelig lov til at give den gas igen. Sturup Raceway lægger asfalt til anden afdeling af mesterskabet.

Det bliver én af de løbsweekender, hvor resultatet slet ikke er givet på forhånd. Sturup Raceway er en anderledes racerbane med snævre svingkombinationer og store højdeforskelle, og det kræver lidt ekstra at lave en succesfuld overhaling. De unge kørere står altså overfor en markant anden type racerbane end ved sæsonstarten på Padborg Park.

Sebastian Gravlund, som ved sæsonpremieren sikrede tre heatsejre af tre mulige, er til start i det spanske F4-mesterskab i weekenden, så der er helt åbent for resten af feltet til at indhente ham i pointstillingen. Julius Dinesen og teamkammerat Victor T. Nielsen fra STEP Motorsport har med stor sandsynlighed sat næsen op efter at stjæle vigtige point til mesterskabet, men både Magnus Pedersen og Theodor Jensen kan have præcis samme målsætning.

Sydafrikanske Mika Abrahams støder til det danske Formel 4-felt for første gang i weekenden, og som et helt ubeskrevet blad er det spændende at se, om han kan følge med danskerne. En anden kører kan derimod forventes at gå benhårdt efter et godt resultat.

William Wulf er nemlig tilbage i Formel 4-feltet efter at have stået over det første løb. Med to års F4-erfaring i bagagen kan han blive en grim overraskelse for resten af feltet – og så endda på hjemmebanen.

Midt i feltet bliver det interessant at se om irske Alyx Coby og Frederik Stenå kan fortsætte den gode udvikling. Begge led under lidt udfordringer på Padborg Park, men viste flaget ved flere lejligheder.

Weekendens løb ligger uden tvivl lidt i skyggen af et andet stort racerløb, der køres et stykke længere mod syd med et stort antal danske racerkørere til start. Ikke desto mindre er der også i denne weekend mulighed for at følge Formel 4-løbene live på Youtube.

F4 Danmark

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen