Rasmus Haugaard blev den store prisvinder ved Mascot Workwear Karting Award Danmark

Foto: DKL / Niklas Majgaard
Annonce:

Mascot Workwear Karting Award Danmark blev en fantastisk lørdag aften i hjertet af Odense, hvor dansk karting fik uddelt årets priser og pokaler på tværs af en række serier i form af Danish Karting League, DM i Karting og Dansk Rotax Max Challenge såvel som Jysk-Fynske mesterskaber, Sjællandsmesterskabet og Dansk Gokart Cup.

Men mesterskabspokalerne var ikke det eneste på højkant i Odense lørdag aften – det var også en række priser, anført af titlen som Årets Kartingkører i Danmark 2024. Vinder blev Rasmus Haugaard, og silkeborgenseren kronede dermed en fantastisk sæson, hvor han vandt alt, der er at vinde i KZ2-klassen inden for Danmarks grænser.

Med i opløbet om prisen som Årets Kartingkører var Casper Nissen, Bertram Sachse og William Rønfeldt.

DIF DM i Rødby tog Haugaard i flot stil, og i den hjemlige Danish Karting League blev mesterskabstitlen indkasseret efter tre finalesejre af fire mulige i denne sæson. Kun en andenplads i sæsonpremieren i Rødby holdt Haugaard fra at rydde hele bordet.

Sideløbende har Haugaard også haft en stærk sæson udenfor Danmarks grænser, hvilket ved VM i KZ2 Masters i Portimao endte med en sjetteplads.
Men prisen som årets kartingkører var ikke den sidste hæder til Haugaard ved showet, for DASU’s Colding Pokalen tilfaldt også Rasmus Haugaard.

Colding Pokalen er DASU’s ældste hædersbevis, uddelt til motorsportsfolk, der har æret dansk motorsport både nationalt og internationalt med rødder i karting. Pokalen blev første gang tildelt Jan Magnussen i 1993 og har siden prydet mange prominente navne.

Frivillige hædret

I Mascot Workwear Karting Award Danmark 2024 er det imidlertid ikke kun de sportslige præstationer, som er i rampelyset. Det er de frivillige også. For uden frivillige er der ingen motorsport – og de tusindvis af timers frivillig arbejdskraft, som hvert år får løbene og de danske gokartbaner til at finde sted, er grundstenen for det hele.

Derfor er Mascot Workwear Karting Award Danmark også værter for priserne til ‘Årets Official’, som kan vindes både vest og øst for Storebælt. Årets prismodtagere er Nikolaj Abrahamsen som vinder af ‘Årets Official – Vest’, mens Flemming Olsen er ‘Årets Official – Øst’.

Nikolaj Abrahamsen og Flemming Olsen er årets officials.

Ved showet overrakte DASU desuden sit hæderstegn i sølv til Thy Motorsports karting-formand Sten G. Gravesen for hans mangeårige, store engagement for kartingsporten i Danmarks nordvestlige hjørne.

En glad Sten Gravesen modtager DASU’s hæderstegn i sølv.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen