En allerede god sæson går mod et nyt, spændende højdepunkt for gokartkører Signe Pejs Ørnbøll i den kommende weekend. Den 14-årige gokartkører fra Viborg Motor Klub har nemlig fået chancen for at køre internationalt, og skal i aktion i Le Mans i Frankrig.
For udover at lægge asfalt til verdens vel nok mest kendte motorløb, så er Le Mans også en by med stolte traditioner for gokart, og banen er i denne weekend vært for IAME Eurocup – det europæiske mesterskab under promotoren IAME.
Og her er en del af programmet den relativt nye IAME Ladies Cup for X30 Senior-karts, som Signe Pejs Ørnbøll skal køre i.
IAME Ladies Cup bliver her hendes mulighed for at prøve kræfter i et felt, hvor konkurrenterne er 35 af de bedste piger i kartingsporten.
– At køre under IAME i Ladies Cup var egentlig en løs idé, som hurtigt blev en plan. Jeg kørte lidt internationalt i sidste sæson, og kom så til at tale med en af de andre piger i feltet, nemlig Kirstine Falch, om hvad hun havde af planer. Hun bragte ideen om det her Ladies Cup på banen, og derfra gik det stærkt. Jeg glæder mig helt vildt til at køre gokart i Le Mans igen, for jeg har været der en enkelt gang før – og at det bliver i sådan et felt, bliver bare sjovt, forklarer Signe Pejs Ørnbøll.
Gokarterne er imidlertid velkendte, for i Ladies Cup køres der stort set med samme materiel, som Signe Pejs Ørnbøll vandt DM-bronzen med tidligere på sommeren:
– Det er altid fedt at køre gokart i udlandet, for man ved ikke helt, hvordan konkurrencen nu er. Vi har haft rigtig godt fat i gokarten fra IAME hele året, så jeg tager til Frankrig med håbet om at give dem kamp til stregen, siger hun.
Fra Løvel til Le Mans
I det hele taget er det gået stærkt for den nordjyske racerpige, for hun kørte for første gang gokart i 2018 – og her godt seks år senere er det tid til mere international racing på CV’et, fortæller far Søren Ørnbøll:
– Der er godt nok sket meget på de sidste par år. Det hele startede egentlig med at storebror ville prøve at køre gokart, så vi stod der på Løvelbanen ved Viborg – og så blev Signe spurgt, om hun da ikke også skulle prøve en gokart… Jeg tænker udfaldet giver sig selv, siger Søren Ørnbøll med et smil, mens Signe følger op:
– Jeg ved ikke, hvad der skete – men det var hamrende sjovt, og det er karting stadig!
Signe Pejs Ørnbøll og holdet er allerede taget til Frankrig, og på fredag går det løs med de første kvalifikationer frem mod finalen i IAME Ladies Cup på søndag.