Simracing er den eneste eSport-disciplin, som kan tages direkte fra computeren og omsættes til brug i den virkelige verden. Dét faktum har simracere, eSports-teams og arrangører råbt højt om længe. Nu har danske eSport Racing taget endnu et skridt mod at bevise påstanden.
Selskabet, som blandt andet arrangerer det officielle danske simracing-mesterskab, Danish Esport Racing Championship (DERC), har nemlig offentliggjort at den kommende sæsons mester får mulighed for at prøve kræfter med en Ferrari 488 Challenge. I virkeligheden. På en rigtig racerbane.
Det er ingen ringere end den danske importør af Ferrari og Maserati, Formula Automobile, der er trådt ind i et omfattende samarbejde med DERC. Årsagen? Den er lige til, ifølge direktør Jesper Viskum Schak.
– Motorsporten er en del af vores forretning og dermed et grundelement i hele virksomhedens DNA. Med vores eget team, Formula Racing, deltager vi i store internationale mesterskaber verden over, mens vi samtidig er dybt involveret i kartning.
– Vores filosofi har altid været at fremme mulighederne for at komme ind i motorsporten, og sammen med Esport Racing ser vi en spændende vej ind i en verden, hvor alle motorsportsinteresserede, såvel amatører som professionelle, kan dyrke deres passion i organiserede rammer, samtidig med at man får lov til at udfordre sig selv mod nogle af verdens bedste, uden at skulle investere millioner. Du kan stille op fra din hjemmeadresse, og det kræver blot en PC, et rat og et sæt pedaler for at være med.
For DERC betyder samarbejdet blandt andet at det er muligt at sætte så imponerende en præmie på højkant til landets bedste simracer. Og det passer perfekt i tråd med den vision, medstifter og direktør for eSport Racing, Thor Qualmann, har for foretagendet:
– Vores mål er at blive Skandinaviens førende promotor indenfor digitale motorsportsevents og blande os med de førende i Europa. Vi vil arrangere publikumsvenlige events, og i den kommende sæson vil vi fortsat livestreame løb med professionelle kommentatorer og således gøre det mere attraktivt for både kørere, fans, sponsorer og samarbejdspartnere at blive en del af DERC, forklarer han.
Den kommende sæson er baseret på iRacing-spillet, byder på otte løb fordelt fra november til april måned og vil fungere som en mærkeklasse med låst opsætning af bilen – som naturligvis er en Ferrari 488. Forud for løbsdagene køres en præ-kvalifikation, hvorfra de godt 150 deltagere fordeles på forskellige løbsservere efter niveau. Selve løbet afvikles som to sprintløb på 25 minutter hver.
Løbene streames live på både Facebook og Youtube med danske kommentatorer.