For lige at runde mit første indlæg ordentligt af, så er der nogle ting som jeg ikke fik med, og som er en væsentlig del af motorsport. Det er sådan med motorsport at storset alt er plus moms; reservedele, løbstilmeldinger og you name it. Derfor blev jeg også opfordret til at oprette en enkeltmandsvirksomhed for at kunne trække momsen fra.

Det, at skulle oprette en virksomhed, var også et stort skridt for mig, og igen en helt ny verden jeg skulle forholde mig til. Der var mange flere spørgsmål end svar:

• Hvad betød det for mig?
• Hvad vil det sige at have en virksomhed?
• Går det ud over min lille familie?
• Hvad hvis jeg går konkurs?
• Kan jeg gå konkurs?
• Og så videre…

Alt dette fik jeg dog hurtigt svar på igennem en kammerat, som er selvstændig revisor. Jeg fik forklaret ham min situation, og han beroligede mig med et smil på læben og vejledte mig gennem hele processen. Hermed var Dalsgaard Motorsport altså en CVR-registreret enkeltmandsvirksomhed.

Dalsgaard Motorsport er som sagt en del af Racing Team Næsbjerg Gulve ved Lars Ebbesen, men Dalsgaard Motorsport er også et lille selvstændigt team bestående af to mekanikere og en fotograf/pr-mand, foruden mig som chauffør på bilen. Teamet udgør følgende:

Jacob Bech – Jacob er min hovedmekaniker og er ham, der har kontakten til mig i bilen.

Troels Thomsen – Troels er andenmand på bilen og supplerer Jacob, og er den der har kontakten til mig i bilen hvis Jacob er forhindret.

Daniel Clausen – Daniel er min PR og fotomand, han er også manden der har styr på alt det praktiske i forhold til løbene.

Vi er alle helt grønne i motorsportens verden, og det har været vigtigt for mig overfor ”mine” folk at forklare dem at det er lysten der skal drive værket. Vi er alle sammen på en rejse, og vi er her alle for at lære og blive bedre. Det at være en del af et større team er fantastisk. Vi har en god support og al den støtte fra de erfarne folk, som vi mangler.

Vi i vores lille team ligner ellers et professionelt team når vi kommer ud og stiller op til race med et dyrt sponsoreret værktøjsbord fra Bott Danmark. Hemmeligheden er dog at det fine værktøjsbord er tomt – eller det vil sige, at det er det sådan set ikke, for der ligger et topnøglesæt fra THansen i til en værdi af 500 kr. Og hvorfor så det? Jo:

1: Jeg har købt mig ind i et team der har alt hvad vi skal bruge.

2: Jeg har efterhånden lært at man kan forkøbe sig i alt mulig smart, som man alligevel aldrig for brug for.

Dermed heller ikke sagt at det aldrig skal fyldes, for det skal det i den grad, men jeg vil hellere investere i det jeg ved er brugbart i stedet for at slæbe en masse med, som bare kommer til at ligge og fylde.

Nå – nok om dette, og så fik vi da vist også afsluttet sidste indlæg…

“Tænk nu, hvis…”

Tiden efter sidste indlæg har budt på test og ikke mindst åbningsløbet på Padborg Park.

Vi skruer tiden tilbage til mandag d. 15. april. Jeg skulle ud og teste på Padborg Park om onsdagen sammen med teamet, men for mit vedkomne startede testen allerede mandag aften. Her startede jeg bilen op og kørte ud for at besøge besøgte Danmarksmesteren i Legend Car, nemlig den tidligere ejer af bil nr. 254 – Michael Søvang. Vi snakkede linjer på Padborg Park og vi gennemgik videoer fra hans onboard kamera. Jeg fik købt hans samtaleanlæg og fik det installeret i hjelmen og i bilen.

Udover mig selv havde jeg taget min hovedmekaniker Jacob med. Sammen forberedte vi os til onsdagens test. Vi fik en snak om hvilke informationer der er nyttige for mig ude på banen og vi fik snakket lidt opsætning af bil osv.

Ikke fordi vi skulle ud og stille en helt masse på bilen, den har jo som sagt vundet Danmarksmesterskabet og sidst kørt på Padborg Park, så man måtte forvente at bilen stod som den skulle stå.

Det blev onsdag og vi satte kursen mod Padborg Park med afgang fra Vejle kl. 5.30, så vi havde god tid til at komme ned og få monteret testbagpotte og blive klar.

Jeg havde sommerfugle i maven. Tænk nu, hvis jeg kørte galt og smadrede bilen. Tænk nu, hvis jeg ødelagde motoren. Hvad så? Få uger forinden havde teamet været afsted til den første test, dog uden min deltagelse, men her var der en fra teamet der ødelagde en motor. Hvad nu hvis jeg gjorde det samme?

Heldigvis var det ikke tilfældet, og jeg kom helskindet gennem dagen. Omgangstiden sagde 1.11.501, og det var ganske fint, da jeg ved at der er plads til forbedringer. Der er stadig ikke helt styr på nogle gearskift og det er første gang jeg sidder bag rattet i bilen, så vi skulle også lære hinanden at kende.

Samtaleanlægget viste sig at være guld værd, da der både var SuperGT’er og DEC’er på banen på samme tid, og der var altså nogen af dem der kom stærkt, så en melding fra Jacob inde i pitten, der kaldte ud om at om få sving ville jeg have en bil i nakken var en nyttig information. Teamet stillede forresten med 7 bilen den dag.

Vi vendte snuden hjem af med godt mod og indstillede hovederne på Åbningsløbet små 14 dage senere. Tiden inden løbet blev brugt på at få skiftet olie og oliefilter. Herudover skulle jeg ud og skaffe mig en bil der kunne trække min trailer. Jeg er i den uheldige situation, at min bil desværre brændte nytårsaften pga. noget nytårskrudt og siden har jeg været uden bil – det giver en del udfordringer. Udfordringen blev løst i form af en lejet bil hos Europcar.

Padborg Park, pulsslag og Phil Collins

Dagen kom og Åbningsløbet stod for døren. Jeg og min lejede Ford Transit fra Europcar, som dannede rammerne for mit hjem de næste par dage, satte endnu engang kursen mod Padborg Park. Tankerne var mange. Vejrudsigten lovede regn, og med 45 biler tilmeldt i Legend Car-klassen forventede jeg ragnarok og kaos. Mit mål for weekenden var dermed ikke resultatorienteret, men blot en ”kamp” om at komme igennem weekenden uden skader og afkørsler.

Når man som racerkører står og skal betale skader osv. ud af egen lomme, så bliver racerløbet også derefter, og det er nødvendigvis ikke en skidt ting. Tværtimod, så tror jeg på at ved at starte på den måde, så lærer du at køre ræs med omtanke, og specielt som rookie er det mere vigtigt for mig at bilen overlever, end at kæmpe mig frem til en god placering, for måske at ende mit løb i barrieren, fordi jeg oversatser eller kører over evne.

På vej mod Padborg spillede radioen et musiknummer med Phil Collins, om det var tilfældigt ved jeg ikke, men jeg bed mærke i det første vers som forlyder:

Tell everybody I’m on my way
New friends and new places to see
With blue skies ahead, yes I’m on my way
And there’s no where else that I’d rather be

Og det var lige præcis hvad jeg var: På vej sydpå for at møde nye mennesker og nye racerbaner. Og nej, der var ingen andre steder jeg hellere ville være. Nu skulle min drøm blive til virkelighed og det, jeg havde gået og arbejdet på de sidste to år, skulle endelig få lov at gro.

Velankommet til Padborg fik jeg hilst på teamet, og der blev stillet telt op. Vi var otte biler denne weekende, så setuppet var stort! To hele sættevogne samt en pavilion udgjorde vores fælles base. Nu var vi her og nu var vi i gang!

Bilen blev parkeret i teltet og det flotte tomme værkstedsbord blev stillet op. Jeg var klar; klar på den tekniske kontrol og alt hvad der måtte komme.

Jeg var spændt på den tekniske kontrol, da jeg vidste at mine seler i bilen var udløbet, dog gives der en dispensation på ubrudte seler hvis selerne er FIA godkendt og har et bestemt nr. Det har mine, og jeg havde lavet mit forarbejde, så jeg håbede selvfølgelig at kontrollanterne også vidste, hvad de havde med at gøre. Det er jo dem, der bestemmer i sidste ende, og jeg ved også godt at man ikke skal gå på kompromis med sikkerheden, så hvis de ikke ville godkende dem, så havde jeg noget natarbejde foran mig.

Det var heldigvis ikke tilfældet, og bilen og jeg gik igennem den tekniske kontrol. Herefter var det tid til aftensmad for til sidst at slutte dagen af med en trackwalk inden morgendagens træning.

Begynderfejl

Det blev lørdag og efter en kold nat bag i varevognen stod den på førermøde og praktiske informationer omkring weekenden. Efter endt møde trak jeg i køredragten og stod klar ved min bil. Tankerne fløj rundt i hovedet: 45 biler, 45 tosser – og jeg var én af dem.

Lørdag stod på træning om formiddagen og kvalifikation om eftermiddagen. Jeg ved ikke hvor mine tanker var inden træningen, men jeg fik startet bilen op og kørte op på startbanen, klar til at køre ud til træning. Jeg kigger ud over de andre biler og tænker “så er det nu, kaos eller ej. Jeg håber at det kommer til at gå godt…”

På det her tidspunkt er jeg uvidende om jeg at jeg har lavet en KÆMPE fejl 40, men det skal jeg hurtigt finde ud af i løbet af træningen.

Da jeg sætter mig i bilen for at køre ud til træningen er det uden Jacob ved min side. Jacob kommer først om søndagen til løbet sammen med Daniel, min PR mand. Til gengæld har jeg Troels ved min side. Det er første gang han er med, da han var forhindret i at tage med på testdagen.

Troels gør det bedste han kan og spørger mig om hvad, vi skal have gjort inden vi kører ud. Jeg beder ham om at tjekke dæktryk og spænde hjulene efter.

Træningen går i gang og jeg får kørt nogle gode omgange. Usikkerheden sidder helt klart i kroppen og jeg kan mærke, at jeg fokuserer rigtig meget i mine spejle for at se hvad der sker bag mig. Pludselig kort før det ternede flag dør motoren…. Ingen reaktion på speederen og jeg triller ind til siden.

Shit! Hvad er nu det? Røg motoren dér? Var det den weekend? Er jeg færdig nu? Var det dén sæson? Var det drømmen, der bristede lige før det hele skulle gå i gang?

Nej, nej og nej.. Det var blot en idiot (læs: mig) der havde glemt at fylde brændstof på, så bilen var ganske enkelt kørt tør. Pinligt! Men det er en fejl, jeg i den grad har lært af, og det var ikke Troels der havde lavet fejl her. Den står på min regning…

Nu skulle jeg så lave min anden dumme fejl. Det var nemlig sådan, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde fået min bil vejet ind. En Legend skal veje 620 kg inkl. fører, når løbet slutter, ellers er man diskvalificeret. Her valgte jeg så at trække bilen tilbage i pitten for at fylde tanken helt op og derefter køre på vægten. Igen idiot, nu vejede bilen så 645 kg med mig i sædet, så Troels og mig blev enig om at han gik i pølsevognen mens jeg løb en tur.
Det endte dog ikke sådan.

Tilbage til teltet det gik, og jeg fik nogle ”nye” brugte dæk sat på bilen, tjekket dæktryk, og så var jeg ellers klar til kvalifikation.

Nerver. Masser af nerver.

Tankerne begyndte igen. Skulle jeg køre lidt langsomt i kvalifikationen for at få en plads nede bag i det store felt, og måske undgå en påkørsel i det første sving, eller skulle jeg give den hele armen og se hvor jeg reelt lå i feltet i forhold til mine konkurrenter? Vejrudsigten sagde stadigvæk regn søndag morgen og det bekymrede mig også.

Nå, kvalifikationen nærmede sig og jeg holdt igen klar på startbanen. Jeg havde ikke rigtig nogen plan for hvordan min kvalifikation skulle gå, men jeg vidste til gengæld at med 45 biler på banen på samme tid, så ville det blive svært at få en fri omgang.

Efter endt kvalifikation hvor jeg kvallede ind som nr. 38, var det med en blandet følelse. På sin vis var jeg glad for at ligge nede i den ende, da jeg forhåbentlig ville slippe udenom det værste ballade. Men på den anden side, så ville jeg alligevel gerne være lidt længere fremme.

Søndag morgen vågnede jeg igen bag i en kold varevogn. Jeg kunne høre regnen på taget og tænkte åh nej. Jeg fik bekræftet mit syn da jeg åbnede døren: jorden var våd. Nu skulle der så tænkes alternativt. Hvad var opsætning i regn?

Jacob kom, og vi fik vendt tingene med nogle af de mere erfarne mekanikere fra teamet. Vi endte med at sætte nogen nye dæk på bilen med mere mønster og putte noget mere luft i dækkene, velvidende at det ville blive sværere at få varme i dækkene når banen var våd.

Jeg ville i løbet af dagen få besøg af min mor, svigerfamilie og ikke mindst min kæreste og min datter på to år, som skulle ned og se far køre ræs. Jeg glædede mig til at se dem og vise dem hvad jeg havde arbejdet på hele min datters levetid. Den 25. april fyldte min datter to år. Datoen for hendes fødselsdag afspejler nummeret på siden af min bil 254 – 25/4, og da jeg er glødende Mercedes og Lewis Hamilton-fan havde jeg selvfølgelig købt en Mercedes elbil til hende i fødselsdagsgave, og min foliemand havde sørget for nr. 254, samt et M.Dalsgaard til siden af hendes bil, så den kunne ligne hendes fars. Henover fronten på hendes bil står der Dalsgaard Motorsport og hermed er næste generation af Dalsgaard Motorsport en realitet – måske?
Hendes bil holdt selvfølgelig udstillet ved siden af min bil hele weekenden.

Første heat: Regn

Klokken var 10.40, da vi skulle starte. Jeg kaldte over radioen ind til Jacob: ”Er du klar til kaos?” Det var det eneste, der kørte rundt i mit hoved. Heat 1 bød på stående start, og på et vådt underlag er det ikke den fedeste kombination. De gule lys slukkede og starten gik, jeg trådte på speederen og dækkene spandt, så bilen stod nærmest stille. Det gjorde de til gengæld ikke hos min konkurrent i bilen bag mig. Han skød forbi mig som et projektil, men fred være med det. Jeg forventede stadig at alle ville parkere nede i første sving. Det var dog ikke tilfældet, og der blev vist stor respekt alle Legends imellem, hvilket jeg personligt synes er super fedt!

Til gengæld, hvis man forstiller sig en Legend Car, der i forvejen styrer elendigt, så skal jeg hilse og sige at i regn er det helt håbløst! Med 45 biler til start så var første heat dermed en kamp om at holde bilen på banen og undgå afkørsler, og det lykkedes! Trods to safetycars og en hel del gule flagzoner kom jeg helskindet over stregen, og jeg havde hermed fået min dåb, og så i regnvejr ovenikøbet.

Tilbage i pitten det gik. Hjulene blev pillet af bilen og bremserne blæst igennem, bilen blev tjekket af – og der blev fyldt brændstof på!

Heat 2 heat forgik i tørvejr og med rullende start. Da det var min debutweekend var det også første gang jeg lavede en rullende start. Det er ikke noget man benytter sig af i udlejningsgokart.

På førermødet dagen forinden havde vi fået af vide at vi skulle huske at holde os tæt til den forankørende, og at vi skulle huske at køre gennem vores startbås, altså der hvor vi skulle have holdt til en stående start. Hvis man kørte uden for startbåsen eller trak ud for tidligt, var det ensbetydende med tyvstart, hvilket ville resultere i en straf.

Som sagt så gjort; rullestarten blev linet op efter safetycaren, og når man som jeg ligger nede bagerst i feltet er det guld værd med et samtaleanlæg, da jeg ikke har en chance for at se hvornår safetycaren slukker lyset og dermed hvornår starten går. Jeg kaldte ind til Jacob, som underrettede mig om hvad der forgik oppe forrest i feltet, og herefter kiggede jeg på de andre omkring mig. Når de begyndte at træde på speederen, så måtte starten jo være gået… og med fokus på at jeg skulle huske at køre igennem min startbås.

Starten gik og der var Legends overalt, men når man nu har være ude og køre i regn, så føler man næsten at bilen kører helt godt når det er tørt. Det betyder også at jeg lige gav den 10% ekstra, og det belønnede sig med et par fede dueller og overhalinger. Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at føle mig bedre tilpas i bilen, og at mit fokus efterhånden begyndte at ligge mere ude af forruden og knap så meget i spejlene.

Men med 45 biler på banen havde jeg ekstremt svært at holde styr på hvor jeg lå henne af i feltet, selvom jeg godt vidste at jeg hørte til i den bagerste del. Heat 2 blev afsluttet på fornuftig vis, og der blev udvist respekt kørene imellem i form af tommel up.

Man vinder flest pladser ved at blive på det sorte

Ind i pitten det gik. Jacob havde inden heat 2 haft skilt bremsebakkerne i bag ad, og jeg følte at min bremse i den sidste del af heat 2 var begyndt at ”hoppe” lidt, hvilket jeg berettede ham om, og han gik straks i gang med at ”fejlsøge” på bilen, men fandt ikke noget unormalt. Daniel havde fået taget nogle fede billeder og sammen med ham blev der kigget foto og onboard video fra heatet.

Heat 3 stod for døren, dagens sidste. Jeg havde desværre fået reddet mig en træls hovedpine og det gik ud over mit fokus. Ikke desto mindre så skulle jeg i bilen igen, og det kom jeg. Ud til stående start, og jeg håbede på at få en noget bedre start end i heat 1. Banen var stadig tør og jeg havde stadig gamle dæk på, hvilket, modsat mange andre racerklasser, er en fordel, da vi i Legend jo som sagt kører på mønstrede dæk, frem for slicks.

Starten gik og jeg kom ok fra start, dog med en vis tilbageholdenhed grundet min hovedpine og mit manglende fokus, så jeg tabte en del placeringer i starten. Jeg hentede dog de fleste af de tabte placeringer igen da der var faldet lidt mere ro over feltet. Og jeg må jo erfare at trods en masse respekt blandt kørene, så henter man en del placeringer ved at blive på banen.

Det forventede kaos blev ikke som forventet og det, der var, holdt jeg mig ude af og weekendens mål – at holde sig fri af skader og afkørsler – var dermed fuldført.

Jeg endte samlet P19 i min klasse efter weekenden‚ og det er jeg ganske fint tilfreds med. Jeg er som sagt ikke så resultat fokuseret lige pt., men jeg er sikker på at alting kommer til den rette tid, og der er jo ingen der er blevet verdensmester første gang de satte sig bag et rat. Det har jeg jo erfaret fra min gokarttid, og det er noget jeg tager med mig videre. Det handler om at sætte sig nogen realistiske delmål, og arbejde målrettet frem mod dem.

En stor tak skal der lyde til teamet, som weekenden igennem har dannet rammen for et fantastisk fællesskab, og ikke mindst sammenhold. En særlig tak til Daniel, Troels og Jacob, som er med til at gøre det her muligt.

Jesper Dalsgaard
#254
Racing Team Næsbjerg Gulve

Indlægget Så er det nu! blev først udgivet på Boxengasse.

Gokartsporten gav os mange gode år sammen, men da jeg i efteråret 2013 fik muligheden for en træningsdag i en Ginetta Junior var jeg solgt. Nu er jeg ikke ligefrem født med den største guldske i hånden, og derfor var gode råd kærkommne.

Vi fik sammensat nogle mål for de kommende års uddannelse, økonomi, erhvervsklub og sportslige mål, hvilket jeg stort set har fulgt siden. Med hjælp fra mit bagland er der blevet arbejdet ihærdigt med økonomien og at få de rigtige kontakter på plads.

På vej mod målet

Det er ingen hemmelighed at mit mål er at kunne leve af at kunne køre race, samt at deltage i WEC / 24H Le Mans. Som mekanikerlærling vil jeg med nok så meget støtte højst sandsynligt aldrig få muligheden for at købe mig til en af de eftertragtede pladser. Derfor gælder det om at bruge alle midler rigtigt, at lade mig uddanne til en habil og hurtig racerkører og tro på at muligheden dukker op via resultater.

I mange år hægtede jeg mig på muligheden for at indfri mine sportslige mål via den engelskbyggede Ginetta. De havde både GT4, GT3 samt LMP3-biler, og efter lidt tilløb søsatte de sidste år LMP1, og derfor kunne mulighederne pege mod Le Mans. Ginetta har dog over årene fået det svært, specielt i GT-klasserne. Løbsorganisationerne ser gerne at de bilmærker, der er på banerne, også er at finde på landevejen, da de store bilfabrikker har kommerciel interesse i at støtte op om GT-serierne. Ledelsen bag den lille Ginetta-fabrik, er også udfordret på ressourcer, når der skal kommenteres på BOP’en.

Efter tre gode år i en Ginetta-racer måtte jeg efter 2018 finde andre græsgange. Valget var ikke svært, da Aston Martin Racing lancerede både deres nye Vantage V8, samt muligheden for at blive optaget på Aston Martin Racing Driver Academy.

Med aftalen om at køre British GT for Optimum Motorsport, er jeg rykket et par trin op af stigen. Teamet er ekstremt professionelt i alle henseender, og jeg føler at jeg har været rigtig heldig med alle folkene omkring Mike Robinson og min bil. Vi er dog bagud på point inden sæsonstarten, da vi først fik vores nye bil leveret sidste torsdag, og derfor ikke har haft en reel testdag i den. De testdage jeg har haft, har været i andres biler, og her ser det ud til at jeg har farten til at være med fremme. Vi har heldigvis 4 x 1 times træning inden weekendens sæsonpræmiere på Oulton Park, og heldigvis i ensartet vejr.

Arbejdspresset er størst udenfor banen

Med udnævnelsen som Aston Martin Racing Academy Driver har jeg endelig fået muligheden for at arbejde for at indfri mine mål. Aston Martin Racing har udstukket en række områder, vi skal arbejde med, og jeg skal love for, at det at være en hurtig racerkører er det mindste af dem. For eksempel skal vi arbejde med:

• Sociale Medier (Twitter/Facebook/Instagram)
• Fitness
• Simulatortræning
• Teknisk forståelse
• Data feedback
• Team work
• Strategi
• Kontinuerlig ydelse
• Presse handling
• Fart

Mange af disse emner kan man som kandidat træne sig til, uden at være i nærheden af hverken team eller Aston Martin Racing.
Dog har økonomi igen en betydning, da flere af de velstillede kandidater kan købe sig til mediatræning, hyre folk til at lave pressemeddelser, opslag på Instagram, Facebook m.v., samt tilkøbe ekstra testdage o.s.v.

Som medlem af DASU siden 2006, ville det være fedt hvis de støttede andre end nogle enkelte formelkørere og viste lidt anerkendelse til de af os, der bevidst sigter mod endurance-racing og Le Mans, en sportsgren som mange nok vil give mig ret i, er meget mere spændende og underholdende end Formel 1.

Hvor står vi henne?

I den kommende weekend er der sæsonpræmiere i British GT på Oulton Park. Et rekordstort felt på 38 biler, heraf 14 GT3 og resten GT4, stiller til start. Marco Sørensen og Nicki Thiim er igen med i år, Jacob Mathiassen er tilbage i den titelforsvarende BMW, og jeg tager selv min anden sæson i serien.

Serien er spækket med fabrikskørere og alle de rigtige bilmærker er repræsenteret. Afdelingerne køres med en kombination af 1, 2 og 3 timers heat, hvor der som minimum skal skiftes kører én gang i løbet af et heat.

Ærligt ved jeg ikke hvor Mike og jeg står i forhold til vores konkurrenter. Jeg ved dog at vi skal sikkert fra start uden at være for aggressive … vi skal lade de andre lave de nervøse fejl.

Ved at følge mig på Facebook og Instagram vil du ikke alene få on-spot opdateringer, du vil også hjælpe mig i forhold til Aston Martin Racing Driver Academy.

De to løb køres mandag hhv. kl. 12.15 og 16.35 dansk tid, og de kan ses LIVE på https://www.britishgt.com/live.

Indlægget Patrik Matthiesen: Der er langt fra Vojens til Le Mans blev først udgivet på Boxengasse.