Der er gang i offentliggørelserne i dag. Mens Aston Martin Racing har offentliggjort Nicki Thiim som medkører i #98 NorthWest AMR har High Class Racing netop annonceret Marco Sørensen som den ene af Dennis Andersens medkørere i deres anden entry på Le Mans. Den anden medkører har også et velkendt navn: Ricky Taylor.
Sørensen får dermed sin debut i LMP2-klassen i en bil, som må siges at være konkurrencedygtig. Dennis Andersen har markeret sig som en absolut kompetent bronzekører, mens Ricky Taylor fortsat må siges at være blandt de hotte navne i endurance racing. For både Sørensen og Taylor gælder det at årets Le Mans bliver det syvende med deres respektive navne på deltagerlisten.
Man må give High Class Racing, at de stiller op med to seriøse lineups til årets Le Mans. Med Anders Fjordbach, Jan og Kevin Magnussen i én bil og Sørensen/Taylor/Andersen i den anden er det måske det mest imponerende danske Le Mans-team nogensinde.