4 min. læsning

Marco Sørensen: Det er lidt hårdt ikke at skulle dele bil med Nicki

Qualifying Winner GTE PRO - #95 ASTON MARTIN RACING / GBR / Aston Martin Vantage / Nicki Thiim (DNK) / Marco Sorensen (DNK) - WEC 6 Hours of Shanghai - Shanghai International Circuit - Shanghai - China
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

I denne uge vender den nordjyske halvdel af Dane Train tilbage til en downforce-bil, når han teamer op med High Class Racings Dennis Andersen og Ricky Taylor i et forsøg på at vinde LMP2 Pro/Am-klassen. Efter en årrække i Aston Martins GT-biler er det en spændende udfordring at få en prototyperacer mellem hænderne.

For tre uger siden fik Marco Sørensen første smag på denne weekends udfordringer. Det skete, da High Class Racing testede de to Le Mans-biler på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig, og konklusionen var klar:

– Det var en fornøjelse at komme ned og få den prøvet af. Man går jo og forventer forskellige ting, men når man så kommer ud at køre i den, finder man ud af at det er ret meget som en formelbil. Der har jeg brugt en god del af min karriere, så det føltes naturligt at komme tilbage i en downforce-bil og give den lidt gas. I løbet af de første fire-fem runder havde jeg fundet en limit for hvad bilen og dækkene kunne, og så skulle jeg til at tilpasse mig – du kan hurtigt komme til at forvente for meget af bilen, fortæller han.

For to uger siden fik Marco sit seneste topresultat – en tredjeplads i Pro/Am-klassen ved Copenhagen Historic Grand Prix, hvor han delte en Lotus Cortina med Dane Train-bagmanden Jan Struve. Foto: Boxengasse

Det store fokus fra de danske mainstream-medier er på søsterbilen, som familien Magnussen deler med Anders Fjordbach. Ifølge Marco Sørensen kan man godt begynde at holde øje med den anden danskerbil i LMP2-klassen, for her er også pokalpotentiale, når Sørensen, Andersen og Taylor tørner ud:

– Min forventning er at vi skal vinde vores klasse. Kan vi også vinde LMP2-klassen generelt, så vil det være rigtig godt. Vi har en super hurtig bronzekører i form af Dennis Andersen, men når du sætter ham op mod en sølvkører, så er det bare ikke helt det samme. Men vi har en god chance, for han er god!

Marco Sørensen, Dennis Andersen og Ricky Taylor er et godt bud på en vinderbil i LMP2 Pro/Am – siger Marco Sørensen. Foto: Xynamic

Dette års Le Mans bliver også anderledes på en anden måde for Marco Sørensen. Kontrollerer man navnene på siden af High Class Racings #20-bil, står der rigtigt nok M. Sørensen – men for første gang i syv år er navnet ikke sat i nærheden af N. Thiim. Et Le Mans uden et samlet Dane Train virker naturstridigt for mange danske motorsportsfans, og for Marco er det også en uvant situation:

– Nicki er der jo heldigvis stadig, og vi kommer også til at dele autocamper, men det bliver lidt anderledes. Det er jo klart, når vi har kørt Le Mans sammen i så mange år og vundet VM sammen to gange, så er det lidt hårdt ikke at skulle dele bil med ham, for det er jeg jo vant til. Man ved hvad man får fra Nicki; en hurtig kører, og der er altid pres på for at vi skal yde det ypperste. Men det er en ny udfordring, og det er Aston Martin som har bestemt at vi ikke skal køre Le Mans sammen, så det tager vi med.

Brother from another mother – Marco må undvære sin faste partner under dette års Le Mans. Foto: Boxengasse

Siden 2015 har konstallationen Sørensen/Thiim været en succesfuld og meget omtalt faktor i international endurance racing. I en sportsgren, hvor hver mand kæmper for sig selv – ikke kun i single seaters – er det unikt at to professionelle kørere følges ad i så mange år, at de har fået deres eget brand. Ifølge Marco Sørensen er der en simpel forklaring på at Dane Train har fået den status, de har:

– Vi kan køre pisse hurtigt! Jeg tror ikke den er meget længere end det. Vi er hurtige nok til at være der, hvor vi er, og vi laver ikke særligt mange fejl, og det er præcis hvad jeg elsker ved Nicki: Man kan sætte ham i bilen og gå op for at få noget søvn, og så ved du at bilen stadig er der når du kommer tilbage igen. Det er ikke alle, man kan gøre det med, og hvor man har den der sikkerhed i at køreren ikke går ud og laver en dum fejl. Det viste vi også på Spa, hvor vi ved ikke at lave fejl er med helt oppe i den sjove ende.

– Det er dét, der kræves i endurance. Det handler ikke om at køre én hurtigt omgang; det er at kunne være hurtig igennem hele stintet, og det er der åbenbart ikke så mange der forstår.

Har du set vores store guide til Le Mans 2021

Guide: Boxengasses Le Mans-guide 2021 – nu med Spotter Guide!

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på Facebook og på vores gruppe, Nyt om Motorsport.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode