WEC præsenterer stærkt 2023-felt

Foto: FIA WEC

Mens vi alle venter i spænding på IMSA’s deltagerliste til Rolex 24 at Daytona, har FIA WEC annonceret deres foreløbige liste – et sundt felt på samlet 38 biler, hvoraf topkampen kommer til at udspille sig mellem hele 13 biler i Hypercar. Derudover tæller gridden i WEC 11 biler i LMP2 samt rekordstor deltagelse i GTE med 14 biler.

Rekordfelt i Hypercar

WEC’s nye æra med Hypercars har til denne sæson for alvor fået vind i sejlene, og med 13 biler på fuldt program i WEC lover det selvsagt også godt for en topkamp, som vi ikke har set mage i mange år i WEC og specielt til Le Mans, hvor også en stribe af kombattanterne fra IMSA melder deres ankomst. De allerede faste indslag fra Toyota, Peugeot og Glickenhaus får følgeskab af hele fire Porsche 963 – to fra Porsches fabriksprogram med Penske samt én fra JOTA Sport og en fra Proton Competition.

Porsche har for længst lanceret deres indsatser og Michael Christensen kører her med Dane Cameron og Frederic Makowiecki i #5, mens søsterbilen hos Porsche Penske Motorsport deles af Kevin Estré, André Lotterer og Laurens Vanthoor.

Derudover kunne Ferrari i går lancere de seks navne til mærkets comeback efter 50 års fravær – Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina i #50, mens søsterbilen bliver med ex-F1-køreren Antonio Giovanazzi, Alessandro Pier Guidi og James Calado.

Nicklas Nielsen og den nye Ferrari 499P. Foto: Ferrari

Fra dansk side kører Michael Christensen den nye Porsche 963 sammen med Frederic Makowiecki og Dane Cameron, mens Nicklas Nielsen som det blev annonceret i går deler den ene af AF Corse’ to racere. Her skal danskeren dele bil med Miguel Molina og Antonio Fucco.


Endelig er Cadillac Racing også nye i Hypercar og stiller med en enkelt bil – den køres ligeledes af et stjernespækket lineup i form af Earl Bamber, Alex Lynn og Richard Westbrook. Nye er også Floyd Vanwall Racing Team med deres nye Vanwall Vandervell 680. Den deles af Jacques Villeneuve, Esteban Guerrieri og Tom Dillmann. Åbne pladser er der endnu hos de to private Porsche 963’ere fra JOTA Sport og Proton Competition, mens også Glickenhaus mangler at stille det fulde hold endnu.

Peugeot og Toyota kom tidligt til festen, og her er ikke de store ændringer. Hos Peugeot fortsætter Mikkel Jensen som i år med Paul di Resta og Jean Eric Vergne i #93, mens det er Loic Duval, Gustavo Menezes og relativt nytilkomne Nico Müller i 94.

Dobbelt dansk hos JOTA Sport

I LMP2 disker FIA WEC igen op med et spændende felt, som denne gang tæller 11 racere. Set med danske briller er den helt store nyhed hos JOTA Sport, hvor Oliver Rasmussen fortsætter efter en glimrende sæson i 2022, og denne gang får han selskab af David Heinemeier-Hansson og Pietro Fittipaldi, som begge er hentet ind fra Inter Europol Competition.

Heinemeier og Fittipaldi kørte i fjor sammen på det polske team, og kan således fortsætte samarbejdet. JOTA har til gengæld skruet ned for holdstørrelsen i LMP2 takket være det nye engagement i Hypercar, og derfor er der kun én JOTA-racer i WEC mod normalt to.

En anden markant nyhed i LMP2 er hos PREMA, der takket være deres nyligt annoncerede samarbejde med Iron Lynx netop har præsenteret Doriane Pin som den første af tre kørere til deres andenbil. Derudover kører Team WRT, Alpine og United Autosports alle med to-bils-teams i WEC i år.

Rekordfelt i GTE Am

GT-feltet i FIA WEC er nyt i den forstand, at GTE Pro som bekendt tog sin afsked efter 2022-sæsonen. GTE Am har til gengæld sat ny rekorddeltagelse og tæller denne gang 14 biler. Som det fremgår, er der fortsat en del ubesatte pladser, så mon ikke der kommer flere danske navne og gør Michelle Gatting selskab.

GTE Am byder også på et par nyheder, herunder at Corvette Racing stiller med en enkelt bil og for efterhånden en rum tid siden annoncerede, at Ben Keating er en del af teamet sammen med Nicky Catsburg. Et tredje navn mangler fortsat. Nyt er der også hos de forsvarende verdensmestre fra TF Sport, som får nyt navn til 2023. Det skal hedde ORT by TF i år og stiller med Ahmad Al-Harthy, Michael Dinan og Charlie Eastwood.

Richard Mille Racing er også nye i GTE Am, og stiller op med en bil i samarbejde med AF Corse. Iron Lynx og Iron Dames har derudover skiftet Ferrari ud til Porsche 911 RSR-19 i GTE-klassen.

Det hele skydes i gang på Sebring den 17. marts til 1000 Miles of Sebring.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på http://www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: