Det var nok de færreste, som havde forventet at se Mikkel O. Pedersen skulle stå på podiet efter årets Le Mans. Den nye Ford Mustang LMGT3-bil er langt fra færdigudviklet, og Proton Competitions danske kører havde meget lave forventninger til løbet.
Alligevel lykkedes det trioen med norske Dennis Olsen, italienske Giorgio Roda og Mikkel fra Struer at betræde det berømte podie efter et løb, hvor danskeren også fik sin Mustang-debut i regnvejr. På slicks.
– Det var lidt specielt. Første stint kørte jeg på regndæk i tørvejr, senere i løbet slicks i regnvejr, og til sidst fik jeg også lov til at have regndæk på i regnvejr. Det var en smule kaotisk, men det gik overraskende godt, fortæller Mikkel O. Pedersen til Boxengasse.
Optakten til 24 timers-løbet havde også været alt andet end nem for Proton Competition. På den officielle testdag rapporterede kørerne tilbage til ingeniørerne, at bilen føltes mærkelig. Det var først torsdag, at teamet fandt fejlen – en knækket forbro. Da først en ny var hentet i Tyskland og opsætningen lånt fra søsterbilerne, var strategien for løbet bare at holde bilen kørende. Og heller ikke dét var en let opgave med skiftende føre, afrevne vinduesviskere og problemer med en sensor, der begrænsede motorens effekt.
– Da jeg overlod bilen til Dennis to timer før mål, og vi kunne se, at de to sidste pitstops ville passe med tiden, begyndte det at ligne noget. Da han så pittede sidste gang, kunne vi se, at vi lå til et podium, fortæller Mikkel O. Pedersen, der endte med at fejre den overraskende succes med Henry Fords tipoldebarn.
– Jeg havde slet, slet ikke regnet med det resultat, sådan som vores forberedelser havde været. Men det endte fantastisk, og så endda med fint besøg fra Ford-familien på 60-året for Ford Mustang, siger Mikkel O. Pedersen.