Officiel premiere på ny Aston Martin Vantage GT3

Foto: Aston Martin Racing
Annonce:

Aston Martin havde for såvidt en smugpremiere på den nye Vantage GT3 ved at køre Daytona – men ret skal være ret: Nu er tæppet også mere formelt blevet løftet på den nye racer. Aston Martins seneste GT3-racer byder på revideret aerodynamik og affjedringsgeometri, hvilket skal gøre bilen til en mere komplet pakke for såvel pro- som am-kørere.

Med IMSA fik de første tre biler debut i Januar, og forventningen er, at AMR i løbet af 2024 får hele 30 biler ud at køre i GT-serier verden over.

Den nye Vantage GT3 er på mange måder det, som Aston Martin selv kalder en opsamlende evolution – den tager det bedste fra forgængeren i GTE og GT3, og bygger som den nye Vantage gadebil også på et limet aluminiumschassis med en fireliters V8 med twinturbo. Og i kraft af Aston Martins etablerede tilstedeværelse i FIA WEC og IMSA, så får den en stor udbredelse i år. Udover de to serier kommer bilerne også i spil i GT World Challenge, ELMS, Nürburgring Langstrecken Serie og Japans Super GT for at nævne de største.

Chefingeniør Gustavo Betelli siger:

– Fokus med den nye Vantage GT3 var først og fremmest at få en bil med et bredere performancevindue, som gerne skal virke på alle baner og dæk. Og med de nye regelsæt var der en del ting at tilpasse. De nye biler er mere afhængige af aerodynamikken end nogensinde før, så vores sigte var at gøre den mere stabil i nedbremsningerne. Den gamle bil havde mere tendens til at dykke under nedbremsning, så det har vi forsøgt at få kontrol over med en ny opsætning af affjedringen i bag. Men det gjorde også bilen stivere og hårdere ved dækkene, hvilket igen gav os en del arbejde med at finde den rette balance i jagten på både at skabe den rigtige downforce, men uden kompromiser på affjedringen. Det er sådan nogle ting, vi hele tiden arbejder med.

Den nye Vantage har samtidigt også en historik at leve op til. Modellen har siden sin verdenspremiere i racing i 2012 været ét af de helt stærke kort i GT racing, og noterer sig for 52 klassesejre. Den første kom i øvrigt i debuten i WEC.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen