Frederik Vesti skal køre Le Mans med Cadillac, og dermed får vi syv danskere i topklassen, Hypercar.
Danskeren fremgår på den officielle startliste til årets 24-timersløb på Le Mans, der får deltagelse af 62 biler.
Vesti skal dele Cadillac Whelen #311 med Jack Aitken og Felipe Drugovich, som han også kører med i den amerikanske IMSA-serie. I januar blev de nummer ni på Daytona.
Action Express Racing-teamet bliver den fjerde Cadillac på gridden til sommer, for også Wayne Taylor Racing har fået tildelt en plads ved siden af de to Jota Caddy’er, der kører den fulde WEC-sæson og derfor var selvskrevet.
Med Vestis deltagelse betyder det også, at hver tredje af de i alt 21 Hypercars kommer til at have dansk chauffør.
Det bliver den 23-årige danskers andet Le Mans efter sidste års debut med Cool Racing i LMP2-klassen.
Det endte med en 24. plads generelt og en 10. plads i LMP2.
Du kan læse alt om årets startliste her og om de nu ni bekræftede danskere.
Årets Le Mans køres den 14-15. juni. Du kan se hele deltagerlisten her.
Le Mans-startlisten er offentliggjort: Ni danskere bekræftet