24-timersløbet på Le Mans 2025 er endelig skudt i gang, og sikke en start vi har fået.
Det var Cadillac #12 og #38, der startede forrest, men det varede ikke længe, før vi fik en danskerbil helt i front.
Franske Julien Andlauer havde fået æren af at starte i Michael Christensens Porsche #5, og han ville bare fremad.
Han passerede den første Caddy allerede på vej ned gennem Esses, og den anden fik kun lov at føre ind til første chikane på Mulsanne-langsiden.
Andlauer har siden øget forspringet til omkring fem sekunder her ved første times afslutning. Forspringet svinger lidt op og ned afhængigt af trafikken forbi de langsommere klasser.
De to Jota Caddy’er holder sig i top tre, men i skrivende stund er Earl Bamber i #38 under voldsomt pres fra Nicklas Nielsen, der selv er bag rattet hos de forsvarende vindere i Ferrari #50.
Jack Aitken har startet Frederik Vestis Cadillac #311 og er på sjettepladsen, mens Kevin Magnussen, der selv er startet i BMW #15 er faldet fra startposition fire til nu at være 10’er.
Malthe Jakobsens holdkammerat Loïc Duval er nummer 17 i Peugeot lige foran Marco Sørensen i Aston Martin #009.
Mikkel Jensen har fået en brandærgerlig start på årets Le Mans, for Paul Di Resta måtte undvige en Ferrari GT3 i indgangen til Porsche-kurverne. Briten måtte en tur gennem gruset og ramte barrieren, så det meste af bilens bodywork bag til blev revet af.
Det kostede en tur i pitten, der dog blev ret kort, og Di Resta nåede tilbage på banen på omgangshøjde med de førende i Hypercar, så teamet slap forholdsvis heldigt fra episoden.
Heinemeier advaret efter uheld
David Heinemeier Hansson blev skiftet ind hos United Autosports #22 i forbindelse med første pitstop, men danskeren blev desværre hurtigt involveret i et uheld.
I første chikane ramte han Ziggo Sports GT3 Ferrari #193, så begge snurrede rundt. Det kostede Heinemeier en masse pladser, da han faldt fra fjerdepladsen i LMP2 til 12. pladsen.
Samtidig fik han en advarsel af stewards.
Heinemeier er siden kørt tilbage op som nier i klassen.
Michael Jensens holdkammerat Patrick Pilet her kørt RLR M Sport #16 helt op på tredjepladsen. Det betyder samtidig, at de faktisk fører LMP2 Pro/Am her efter en times ræs.
Iron Dames – uden Michelle Gatting – er 12’er i GT3.
Husk, at du kan følge hele Le Mans i Boxengasses liveblog her.