Motorsport i skolen: Simracing er næste skridt

Foto: DERC / iRacing

Esport på skoleskemaet er i sig selv ikke en nyhed – det er flere år siden de første skoler tilføjede Counter Strike som lokkemiddel for at få flere elever. I de seneste år har eSport udviklet sig i en mere professionel retning, og Tronsøskolen barsler med en digital tilføjelse til sin motorsportslinje. Fra skoleåret 20/21 skal det være muligt at dyrke simracing som del af sit efterskoleår.

Og det ligger lige til højrebenet nu, hvor DASU har lanceret deres bud på et DM i simracing og flere danske kørere gør det godt i internationale serier. Simracing er spået til at blive én af de store genrer i eSport, og muligheden for at skabe sig en velbetalt karriere ligger lige forude. Og en stærk gamer-PC kombineret med et sæt rat og pedaler koster markant mindre end en gokart og driften af den – en væsentlig faktor, for det er ikke alle som har økonomi til et år på gokartefterskole.

Simracing bliver den næste “ting” på Tronsøskolen i Grindsted. Efter planen starter første hold i skoleåret 20/21. Foto: Boxengasse

Selvom planerne ligger et år ude i fremtiden arbejdes der i højtryk på Tronsøskolen for at finde den rigtige opskrift på en kommende simracing-linje, hvor der både er fokus på faglighed, trivsel – og race. Men faglærer og coach, Tommy Schröter, ser optimistisk på fremtidens linje:

– Simracing har den fordel, at man ikke er begrænset af økonomi, støjgrænser, vejrforhold og så videre. Alt det er skåret fra i simracing, så der er meget bedre mulighed for som kører at udvikle sig og træne målrettet. Man kan køre alt muligt, så jeg tror på at det vil være et godt tilbud til mange.

Som udgangspunkt vil eleverne på simracinglinjen følge gokartlinjen på mange områder, eksempelvis med værkstedstimer og fysisk træning. Selvom simracing er noget mere stillesiddende end gokart er der stadigvæk store fordele ved en stærk kondition – og en virtuel racerbil skal også sættes rigtigt op, hvis den skal køre stærkt.


Der er mange ligheder mellem “rigtig” motorsport og simracing. På Tronsøskolen håber faglærer Dennis Hedegaard at de to sportsgrene kan lære af hinanden. Foto: Boxengasse

Arbejdet med at finde elever til en simracinglinje er allerede startet, og på Tronsøskolen er man ikke bange for at gå forrest og risikere ikke at have nok elever til at starte linjen. Det handler nemlig om at se muligheder, som Dennis Hedegaard, faglærer og ansvarlig for gokartlinjen, siger:

– Vi er godt på vej med gokartlinjen, og får vi det først rigtigt i gang, så tror jeg på at det bliver stort. Ideen kører derudaf, og vi arbejder på at sammensætte et program som er lige så godt som gokartlinjen – så er resten op til de unge mennesker.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: