Det er den 20 August 2017. Jeg står på Jyllandsringen og klokken er ca 17.10. Alle de små lynhurtige Legend Cars holder linet op, klar til at skulle ud til deres sidste heat. Jeg står med telefonen i hånden, en tanke i hovedet og en drøm som jeg skal have til at blive til virkelighed.
Det lyder som starten på en god historie, men ikke desto mindre var det startskuddet for mig og min rejse fra udlejningsgokarts til rigtig motorsport.
Vi spoler tiden tilbage til 21. april 2013.
En flok gutter og jeg selv var taget et smut til Vandel Gokart for at få afklaret nogle uoverensstemmelser iblandt os. Jeg mente jo selv at jeg var verdensmester, og skulle i hvert fald ikke høre på noget pral fra de andre.
Jeg var grøn i motorsport og kom fra en helt anden verden med en baggrund som elitegymnast. Fart og benzin har dog altid været en del af mig, så jeg mente bestemt også at det gokart der, det var da ingen sag!
20 minutter senere var det afklaret: Jeg var først over stregen og derved stadig den ukronede verdensmester. Det skulle senere vise sig, at jeg langt fra var hurtig eller havde forstand på at køre gokart.
En ansat fra Vandel Gokart præsenterede mig for deres eget lille koncept; en amatørkarting-serie med seks afdelinger fordelt hen over sommeren. Jeg var klar – jeg var jo nærmest verdensmester, og dét at skulle stå øverst på podiet efter seks afdelinger tiltalte mig.
Jeg blev klogere, meget klogere! Da dagen kom, hvor første afdeling løb af stablen, stod jeg klar. Jeg skulle vise hvem jeg var, og jeg havde allerede vundet løbet inde i hovedet, men jeg blev i den grad sat på plads da starten gik. Og det gik op for mig, at gokart ikke bare er gokart, men en masse mere.
Det gav mig blod på tanden og jeg gik straks i gang med at træne. Et mål var sat og jeg skulle vinde den kartingserie! Og det måtte tage den tid det tog. Jeg tænkte tilbage på et langt gymnastikliv og på hvordan jeg igennem tiden havde set op det de dygtige elitegymnaster, studeret deres teknikker for til sidst selv at være den der stod øverst på podiet i en individuel DM-finale i Holstebro i sensommeren 2008.
Nu var springbanen byttet ud med en gokart og gymnastiktøjet med en Sparco-køredragt.
Tiden gik, og jeg fik et godt kammeratskab med en god flok af de hurtige gutter, som stille og roligt begyndte at dele ud af deres erfaringer om hvordan jeg skulle sidde i karten, hvilke linjer jeg skulle køre på banen og i det hele taget hvordan jeg skulle placere mig når jeg var ude på banen. Jeg fik en indsigt i en vigtig del af udlejnings gokarter: At holde omdrejningerne oppe på motoren. Jeg studerede de andres kørestil ud og ind. Når de hurtige gutter snakkede internt sugede jeg viden til mig fra alle vinkler. Og som tiden gik, kravlede jeg stille og roligt op ad ranglisten, og det hele kulminerede i 2017, hvor jeg endelig kunne stille mig øverst på podiet som vinder af Vandel Karting Cup 2017.
Ét mål var nået, og det var tid til at sætte sig et nyt – og det nye kom lige rundt om hjørnet! Nemlig den augustdag i 2017, hvor de små lynhurtige Legends holdt linet op på Jyllandsringen. Nu begyndte et nyt kapitel, men hvordan kommer man i gang med rigtig motorsport?
Forfra – mod større mål!
Jeg søgte tilbage på gokartbanen og fandt frem til en gut som jeg havde kørt gokart imod. Han havde tidligere kørt professionel gokart og havde taget skridtet videre til Legends.
Ham kontaktede jeg, for han måtte vide noget og have kontakter som kunne få mig videre. Et af de helt store spørgsmål fra min side var selvfølgelig ”hvad koster det”, for alle mennesker snakker altid om at motorsport er dyrt. Og hvad stiller man op, når man egentlig kun har kørt udlejningsgokart og ikke har den fornødne støtte hjemmefra?
Jeg kan ikke selv skrue, og tit og ofte så man at det var en motorgal far og hans projekt der fik knægten ud og køre gokart. Problemet var bare at min far desværre døde da jeg var tre år gammel, så jeg fik aldrig mulighed for at lære af de sunde far/søn-projekter, hvor man skruer i motorer, tuner knallerter og den slags. Så jeg måtte tænke kreativt.
Én tanke, som specielt har drevet mig, når jeg har set på de andre der havde fædre med ude og skrue, og måske selv har været en aktiv del af motorsporten, var at ”de har selv startet fra bunden engang”. Det var her, jeg var nu; jeg skulle starte fra bunden og jeg skulle finde min egen vej.
Jeg fik et råd om at kontakte en gut ved navn Lars Ebbesen, som angiveligt var god til at hjælpe folk i gang med at køre Legends, så ham kontaktede jeg i efteråret 2017. Vi fik en god snak om muligheden for at starte og hvordan man eventuelt kunne komme i gang. Mulighederne var mange, så hvad skulle jeg vælge – hvad skulle være min vej? Jeg blev tilbudt at leje en bil af Lars og fik i det hele taget en god forståelse af det hele, men så var der jo lige det der med budgettet.
Tiden gik og 2017 blev afløst af 2018. Jeg snakkede med venner og bekendte om mit mål, men var også godt klar over at 2018 ikke var året jeg skulle debutere i Legends-klassen. Drømmen levede for fuld drøn, og jeg vidste at jeg måtte udnytte min tid og forberede mig bedst muligt. Derfor satte jeg mig i foråret 2018 i stolen hos landets førende motorsportcoach, nemlig Tommy Schröter.
Tommy og jeg kendte hinanden lidt fra gokartbanen‚ og det viste sig hurtigt at være en fordel, da Tommy kendte min kørestil og personlighed. Dermed vidste han også hurtigt hvad vi skulle arbejde med. Jeg havde gjort det klart fra start at jeg var hos ham fordi jeg skulle ud og køre Legends, men at jeg lige skulle finde min vej.
Hen over sommeren gik jeg hos Tommy og jeg var igennem forskellige træningsøvelser som styrkede mig som person. Der blev snakket frem og tilbage omkring min vision, og en af de ting der fyldte meget hos mig var det med at jeg ikke kunne skrue selv og vidste at det var en væsentlig del af motorsport. Så der blev lagt en plan. Planen var simpel: Køb en bil og køb dig ind i et team, så du har støtten fra start. Det var nemmere sagt end gjort, men ikke desto mindre var det dét jeg gik med! Det har været vigtigt for mig fra start, at denne Legend-rejse skal være en positiv oplevelse og være en god tid at tænke tilbage på.
Fra tanke til handling
I sensommeren 2018 var jeg inviteret til et VIP-arrangement som blev afholdt hos Vandel Gokart. Her løb jeg ind i Kim Gripping. Kim og jeg havde snakket sammen før og havde deltaget i en del arrangementer sammen førhen, og jeg vidste at han kendte rigtig mange mennesker i motorsportsmiljøet og gik derfor til ham for at høre hvem jeg skulle kontakte for at få en god start på Legends. Han nævnte to navne. Torben og Lars…
– Lars? Ja, den Lars som jeg et år forinden havde snakket i telefon med. Men hvem var nu ham Torben så?
Efter få minutter på Facebook fandt jeg Torben, og dagen efter skrev jeg en besked til ham med henblik på at finde frem til et nærmere bud på et budget – og nu også en eventuel plads i hans team. Torben vendte hurtigt tilbage og tilbød mig at jeg kunne komme med ham på Padborg Park og teste en Legend Car.
Som sagt så gjort. 18. oktober 2018, kort efter DM-finalen i Legend Cars Cup, stod jeg klar på Padborg Park til min debuttur i en Legend. Tanken slog mig lige pludselig: ”Tænk hvis det slet ikke er mig, hvad skal der så ske og er alle de timer og kræfter så spildt?” Heldigvis var det ikke tilfældet, og det var lige så fedt at trykke til bilen, som jeg havde forestillet mig, og nu stod det klart: Legend var det, jeg skulle!
Samme aften som jeg kom hjem fra Padborg Park hoppede jeg på nettet for at kigge. DM Finalen var lige kørt og der var allerede et par Legends til salg. Én Legend Car skilte sig ud, nemlig den med nummerr 21 på siden. Den var fed, og den stod lige som jeg synes en Legend car skulle stå, og så var det også den model jeg gerne ville køre i, nemlig en Chevy Sedan 37’. Og så havde den lige vundet mesterskabet.
Dagen efter skrev jeg til Michael, som var nykåret Danmarksmester. Jeg var interesseret i hans bil, velvidende at det var vinderbilen fra 2018. Jeg begyndte at tænke kreativt og tænke planen igennem: Køb bilen og køb dig ind i et team.
Jeg kontaktede straks en sponsor, som troede på mig og kunne se, hvor meget jeg brændte for det. Han tilbød mig at købe bilen – “så er den del da på plads”, som han sagde, og det må jeg jo give ham ret i – men hvad med resten?
Nu var det nu, jeg fik indgået en aftale og den 29. oktober hentede jeg Legend Car #21.
Shit, jeg havde købt en Legend Car – og nu virkede det hele bare alligevel som om at tingene gik sindsygt stærkt trods et par års forberedelse.
Første del var på plads – bilen…
Nu skulle jeg for alvor finde ud af hvad der skulle ske. Alt det med at rende og snakke var slut, for nu skulle der handles, og uden en egentlig opsparing var jeg også godt klar over at jeg måtte ud og søge sponsorer. Men hvem smider penge i gut der ikke har noget navn i motorsport – og hvordan gør man?
Retur til Tommy det gik, og vi fik igen vendt tingene. Jeg havde stadig Torben og Lars i hovedet og var lidt splittet, da jeg synes de begge virkede som nogen super personer, men hvilket team var bedst for mig? Efter grundige overvejelser endte jeg med at lave en aftale med Lars af den simple grund, at han var manden jeg havde snakket med ca. halvandet år forinden.
Mit navn er Jesper Dalsgaard og jeg debuterer for Racing Team Næsbjerg Gulve i OK Mobil1 Legends Car Cup 2019. Følg mig, mit team og min rejse fra udlejningsgokart og til de rigtige racerbaner her på Boxengasse. Mit mål er at møde jer læsere i øjenhøjde og skrive hudløst ærligt om mine oplevelser på godt og ondt.
Velkommen til min klumme!
Legends Car #254
Jesper Dalsgaard
