Glimt fra Rømø Motor Festival

Foto: Boxengasse

“Vi leger gamle dage, så hvis du vil være med, må du være med på spøgen.”

Sådan lød mailen fra Rømø Motor Festivals presseansvarlige til Boxengasse i ugen op til løbet. Staf, som han kaldes blandt venner, efterlod ingen forhåbninger om presseadgang uden tidssvarende påklædning og udstråling. Skik følge eller land fly – så lørdag morgen blev der trukket i lidt gamle laser i håbet om at blive sluppet igennem nåleøjet.

Allerede ved ankomsten til RMF Race Camp på en nærliggende campingplads fredag aften kunne stemningen fornemmes. Deltagere fra mange forskellige lande havde allerede mærket deres territorie af, og en mildest talt imponerende vognpark havde for en weekend afløst Adria-campingvognene med det sædvanlige udvalg af sørgelige stationcars ved siden af.

Der var naturligvis også gang i den på festpladsen, hvor både udsmykning, musik og festdeltagernes udseende ville have forvirret Marty McFly, hvis han havde sat kursen mod 2018. Alt lød, lignede og duftede af 1940’erne.

Faktisk var hele setuppet så realistisk, at de udsendte fra Boxengasse måtte køre til Skærbæk for at finde en hæveautomat. Plastikkort og MobilePay var jo heller ikke opfundet i 1940, vel?


Hvor kom alle de mennesker fra?

Lørdag morgen stod vi til gengæld klar på stranden ved Lakolk. Og selvom det – efter fredagens old school festivitas – virkede en kende tidligt at møde ind til den obligatoriske pressebriefing kl. 9, var det at foretrække frem for de 15 kilometers kø for at komme ind sidst på formiddagen. Succes har nogle gange en pris, og en del vendte snuden hjemad igen inden de nåede stranden.

Til gengæld var der mere end rigeligt at se på for det imponerende antal mennesker, som nåede stranden. Selv blandt de parkerede biler var der mange perler, både af nyere og ældre dato. De sande stjerner var dog dem, som stod klar på slagmarken – eller -stranden, om man vil…

Opel-fabrikken havde meldt deres ankomst med “Das Grüne Monster”, som med en 12,3 liters motor var med for 99 år siden i det første løb på Fanø. Desværre betød et teknisk problem at bilen kun stod udstillet, men flot var den.

Selve kørslen på den 201 meter lange (1/8 mile) strækning var ikke helt nok til at få sindene i kog hos os. Gamle biler og motorcykler, som kæmper for at få vejgreb, og når målstregen før potentialet helt er opnået, slår ikke helt spændingen når starten går i et løb på en moderne racerbane. Men det var tydeligt at deltagerne havde en fest – og som hr. Staf så fint udtrykte det til pressebriefingen er arrangementet primært for deltagerne, og det kan vi sagtens sætte os ind i.

Alt i alt giver vi arrangørerne en stor tommelfinger i vejret for deres arbejde med at lave et tidstypisk gennemført arrangement, hvor ejerne af de gamle biler får lov at udleve drømmen om en svunden tid. Passion er fedt, og så var der nogle virkelig flotte motiver som du kan se herunder.

RMF-folkene har meget mere i støbeskeen til de kommende år. Om det involverer dronetransport eller andre kreative løsninger på at få transporteret publikum til Rømø, vides endnu ikke. Men indholdet bliver kun bedre, lover de.

Vi håber at arrangementet fortsætter i mange år fremad.

 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: