Formel 4 dømt ude af Jyllandsringen

Foto: Kim Gripping / Boxengasse
Annonce:

Weekendens finaleløb på FDM Jyllandsringen bliver kørt uden deltagelse af Formel 4-feltet. Den besked fik kørerne i indbakken kort inden weekenden, da banen har været nødt til at foretage yderligere restriktioner på grund af coronapandemien.

Både Formel 4 og Syver Race-klasserne er blevet bedt om at blive hjemme, hvilket som udgangspunkt er hvad der kan ske. Men repræsentanter fra begge klasser undrer sig over at være blevet slået hjem, når andre klasser har fået markant mere køretid i en i forvejen svær sæson.

“Jeg undrer mig over at Formel 4, som er DASU’s officielle talentudviklingsklasse, skal nøjes med at køre tre afdelinger af det officielle Danmarksmesterskab, mens der er plads til at én anden klasse kan få lov at køre to hele afdelinger i den kommende weekend. Det giver ikke mening for mig”, siger Alex Frederichsen, der som ejer af Frederichsen Sport & Promotion, som har tre unge talenter kørende i Formel 4-klassen.

Mens Formel 4-talenterne risikerer at måtte nøjes med at have kørt tre afdelinger af mesterskabet, har 1600 Challenge-klassen allerede afviklet fem afdelinger. Alligevel trak talentklassen nitten.

Ifølge afdelingsleder på FDM Jyllandsringen, Betina Engholm, har det været umuligt at tilgodese alle, men at denne løsning er bedst for flest:

“Det har bestemt ikke været noget nemt puslespil at lægge. Uanset hvad ville vi grundet de nye restriktioner fra myndighederne være nødsaget til at sige fra over for nogle klasser. Med forhold for COVID-19-retningslinjer, tidsplaner og miljøgodkendelse er det nuværende setup det, der giver mulighed for, at flest mulige får en afslutning på sæsonen”, fortæller hun i et svar til Boxengasse.

Programlægning af den enkelte løbsweekend er en opgave, som primært ligger hos den afviklende bane, og derfor har DASU ikke nævneværdig indflydelse på hvem der kører – eller ikke kører.

Det har ikke været muligt at få et svar på, om udeladelsen af Formel 4-feltet er et udtryk for FDM og Jyllandsringens generelle holdning til talentudvikling i dansk motorsport. Betina Engholm fastholder, at det udelukkende har været et spørgsmål om at tilgodese så mange kørere, som muligt:

“Alle har lige stort behov for at få afsluttet sin sæson. Vi har forsøgt at tilgodese flest muligt.”

I baglandet arbejdes der nu på at arrangere et erstatningsløb for både Formel 4 og Syver Race-kørerne om et par uger.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen