Tyske Mike Halder tog her til eftermiddag sæsonens første pole position i TCR Denmark, da Halder kørte sin Honda Civic Type R fra TPR Motorsport rundt i det, der blev toptiden 1.09.944.
Weekenden er i det hele taget lidt en jagt på et comeback for Halder, som senest på Ring Djursland måtte kæmpe sig tilbage efter en skidt kvalifikation. Nu starter han i stedet fra spids.

– Vi havde virkelig en super lørdag. Vi havde en rimeligt stærk pakke helt fra start, og har kunnet tilpasse os godt til varmen derude. Jeg ser meget frem mod løbene i morgen – målet er selvfølgelig at se, om jeg ikke kan hive en sejr i land fra pole, og så må vi se, hvad det bliver til i heat 2 og 3. Vi er i hvert fald fortrøstningsfulde, og gutterne har leveret et kæmpe job for at få det her til at lykkes, forklarede Mike Halder efterfølgende til TCR Denmark.

Honda-dominans
Kvalifikationen blev i det hele taget et Honda-anliggende, for efter Mike Halder i Q2 endte Kasper H. Jensen og Gustav Birch – og den første ikke-Honda på søndagens grid er således Michael Markussen i Cupra – foran mærkekollegaen Nicolai Sylvest fra Green Development. Sekser blev Insight Racings Jacob Mathiassen i Alfa Romeo Giulietta Veloce.

I Trofeo er der også en ganske spændende startgrid klar til søndagens første heat på Jyllandsringen, for her blev det pole position til LM Racings Kenn Bach og en samlet syvendeplads, mens Philip Lindberg og Outzen Motorsports Hyundai på ottendepladsen klemte sig ind mellem Bach og de øvrige to Trofeo-kørere i Q2, nemlig Kim Lund Johansen og Steffen Larsen.
TCR Denmark kan følges live klokken 13.00 i morgen på Youtube til 1. heat, mens 2. og 3. heat køres fra klokken 15.00.
Flere billeder fra i dag: