Deltagerlisten er klar i FIA WEC!

Foto: FIA WEC

FIA WEC annoncerede tidligere denne uge, at de i dag ville udgive deltagerlisten til årets sæson i FIA WEC – og her er den så. Den 33 biler lange liste følger langt hen ad vejen det forventede – men der er stadig en række åbne pladser i specielt GTE Am, som måske med danske øjne kan gemme på en lille overraskelse endnu.

En del annonceringer er kommet i de seneste par dage, og helt som ventet bliver det med en Hypercar-klasse, der bliver lidt tynd i år, men til gengæld får formlen masser af fart på i 2022, når det samlende reglement med LMDh bliver en realitet. Indtil da bliver det Toyotas nye GR010 Hybrid mod Glickenhaus’ kommende Hypercar og en enkelt ombygget Rebellion LMP1 i hænderne på Signatech Alpine.

Der var også spekulationer omkring, at ByKolles kunne komme med et sidste bud, men det blev – som det fremgår – ikke aktuelt. Teamet fastholder dog overfor blandt andet Motorsport.com, at bilen er undervejs, så mon ikke vi måske får en ByKolles Hypercar/LMDh at se i 2022?

Tynd bliver GTE Pro ligeledes med kun fire biler – to fra Ferrari og to fra Porsche efter Aston Martins kedelige udmelding om, at de trak sig til fordel for den nye satsning i F1. Dermed står Nicki Thiim og Marco Sørensen uden sæder at forsvare deres VM-titel i.

Michael Christensen er desuden heller ikke i GTE Pro for Porsche længere, og GTE Pro bliver derfor helt uden danske islæt i WEC i år.


High Class Racing fortsætter i WEC og får i 2021 en rent dansk bil med Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen. Her et billede fra Le Mans 2020. Foto: FIA WEC

Stærke felter i LMP2 og GTE Am

LMP2 og GTE Am bliver til gengæld rigtig stærke. GTE Am får 13 biler og bliver feltets største klasse, skarpt fulgt af et hårdt felt på 11 biler i LMP2. High Class Racing har for længst annonceret deres planer om at stille den rent danske Pro/Am-bil med Jan Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen, og den danske trio ser umiddelbart ud til at blive eneste danske islæt.

Andre spændende tilføjelser i LMP2 er blandt andet, at belgiske Team WRT, der ellers er kendt fra GT3 med Audi Sport, er på plads med en Oreca og indtil videre Robin Frijns fra Holland som kører.

En anden ny tilføjelse er polske Inter Europol Competition, som i deres Oreca stiller med blandt andet Renger van der Zande, som får sig et travlt 2021 med både WEC for Inter Europol og IMSA hos Chip Ganassi.

Michelle Gatting og Iron Dames i GTE Am bliver i øvrigt heller ikke seriens eneste rent kvindelige besætning. Richard Mille Racing Team er også ny i LMP2 og stiller med Tatiana Calderon, Sophia Floersch og Beitske Visser.

I GTE Am er Nicklas Nielsen og AF Corse klar til forsvaret af VM-titlen i GTE Am. Det bliver denne gang med Alessio Rovera i stedet for Emmanuel Collard i bilen, mens Nicklas Nielsen og Francois Perrodo fortsætter samarbejdet i #83.

Og som vi kunne berette tidligere på ugen, så er Iron Lynx’ racer med Michelle Gatting, Manuela Gostner og Rahel Frey ny i WEC-sammenhæng, og de to danskerbiler bliver to af i alt fem Ferrari 488 GTE Evo i GTE Am.

Aston Martin Racing har sagt farvel i GTE Pro, men vi skal ikke leve helt uden Aston Martin Vantages på gridden i WEC i år. Tre styk er klar i GTE Am. Foto: FIA WEC

Aston Martin er desuden ikke helt ude af WEC. Nok er fabriksbilerne i GTE Pro væk, men der er tre i GTE Am. TF Sport er på plads med Ben Keating, Dylan Pereira og Felipe Braga, mens der stadig er to spændende pladser åbne i #98 hos Paul Dalla Lana. Aston Martin har også en enkelt ledig plads hos japanske D’Station Racing, der er nye i WEC, men et særdeles kendt navn i den japanske Super GT-serie.

Disse 33 biler er desuden en del af feltet til Le Mans 2021.

Du kan se hele den aktuelle liste her:

2021_FIA-WEC-Entry-ListPDF

Interview: Michelle Gatting – Det er helt fantastisk!

Toyota præsenterer GR010 Hybrid

Aston Martin Racing dropper fabriksprogrammet i FIA WEC

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: