2 min. læsning

ELMS: 44 bilers grid klar til sæsonpremieren

SATWEB-10
Udgivet
Foto
Del artikel

Det skorter ikke på nyheder til den nye sæson af European Le Mans Series – og selvom fordelingen af de danske kørere også bliver lidt anderledes end vi har været forvent med de sidste par sæsoner, så er der stadig masser af kvalitet og spændende ræs i vente i serien endnu en gang.

Og et par danske debutanter i ELMS-sammenhæng får vi også – Mikkel Gaarde Pedersen træder direkte ind på den europæiske scene i LMP3 for et regulært topteam i form af DKR Engineering – og gør det efter et par solide år i formelbiler. Sønderjyden gøres i øvrigt også selskab af to andre danske debutanter i serien, nemlig Sebastian Gravlund fra Eurointernational og Theodor Jensen fra CLX Motorsport.

Gravlund og Jensen var dog begge lidt med i loopet sidste år, idet de kørte dele af supportserien Michelin Le Mans Cup i lignende materiel, så her er der på mange måder tale om næste trin for begge to, men med nye teams. Gravlund kørte sidste år for polske Inter Europol, og Jensen for tjekkiske Bretton Racing.

Endelig fortsætter Michael Jensen også en ny sæson i LMP3 med britiske RLR MSport, og derfor er i alt fire af seks danske kørere at finde i LMP3.

Nye motorer i LMP3

Og så er der også nyt på den tekniske front, for LMP3-racerne er gået ind i en ny motor-æra og har vekslet de fuldfede suge-V8’ere fra Nissan til fordel for et nyt motorformat i form af Toyotas 3,5 liters V6’er med turbo. Toyota-motoren, der hedder V35A, er yderligere forarbejdet af franske Oreca og byder på 470 hestekræfter, og dermed også en smule mere effekt end de nu udgående V8’ere. Motoren bruger Toyota og Lexus også i gadebiler i dag, og den nye generation LMP3-racere deler derfor motor med en række gadebiler fra især Lexus.

Udenfor LMP3 er der også nyt, for vi skal for første gang se Mercedes og McLaren i LMGT3, og så kommer Corvette også tilbage til serien.

LMGT3 tæller to danskere, hvor Conrad Laursen og Michelle Gatting begge er tilbage til en ny sæson. Laursen kører for første gang ikke i familieteamet Formula Racing, men derimod med AF Corse – og Michelle Gatting er tilbage med Iron Dames, der i ELMS-sammenhæng fortsætter med Porsche.

Sæsonen åbner den 6. april på Circuit de Catalunya i Spanien, og inden da er der prolog den 31. marts og den 1. april.

 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode