2 min. læsning

F1 Academy: Nedtur for Alba Larsen efter god start i Shanghai

2025 03 alba f1 academy 1 china 9
Udgivet
Foto
Del artikel

Efter lørdagens første løb af sæsonen i F1 Academy – og med start fra første række – var Alba Larsen helt sikkert opsat på revanche. Lørdagen endte efter en god fight om en plads i top fem med, at Alba Larsen i en duel med Emma Felbermayr fik sin forvinge kørt af, og derfra bakkede weekendens første løb for danskeren.

På jagt efter revanchen

Ude foran tog Alpine-støttede Nina Gademan sejren foran Natalia Granada – og søndag var således et oplæg for dansk revanche.

I weekendens andet løb, som blev kørt natten til søndag dansk tid, var det til gengæld Alba Larsen, som tidligt løb med overskrifterne i Shanghai. Fra starten som toer bragte hun sig i front fra start. Larsen kom noget bedre fra land end polesitter Alisha Palmowski og fik opbygget et forspring på godt to sekunder.

Forspringet blev skabt, da der bag Larsen startede noget af en fight om de øvrige pladser i top tre. Emma Felbermayr fik også klemt sig forbi Palmowski i starten af løbet, og hun gjorde alt, hun kunne for at forsvare sin plads mod en hårdt kæmpende Palmowski.

Men på sjette omgang ændrede mulighederne sig. Løbet blev neutraliseret af en safetycar, da Esmee Kosterman og Jade Jacquet kørte sammen og begge udgik. Og genstarten blev dyr for Larsen, for hun fik lidt overstyring på vej ud på start/mål, og kørte gennem gruset. Det kostede dyrt, og Larsen gik således fra føring til den nederste ende af top 10, mens Felbermayr arvede føringen og fik sig etableret.

Resultatet holdt hjem for Felbermayr, som vandt weekendens andet løb foran Palmowski og Westcott, mens lørdagens vinder Nina Gademan endte lige udenfor podiet som firer.

Femmer blev McLarens Emma Lloyd fulgt af Rafaela Ferreira og Lisa Billard, mens Alba Larsen med en ottendeplads fik et enkelt point i land.

F1 Academy kan se frem mod en længere pause, for eftersom F1 har aflyst løbene i Bahrain og Saudi Arabien, så er F1 Academy først tilbage med Canadas Grand Prix i maj.

Husk, at du kan støtte Boxengasse på 10er.com, så vi kan blive endnu bedre og lave endnu mere af det, både vi og I brænder for: nyheder, analyser og interviews om motorsport. Vi vil sætte enorm pris på enhver form for støtte. Tak!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode