F2: Monaco – Hauger sikrede sig sin første F2 sejr nogensinde

Foto: Joe Portlock - Formula 1/Formula Motorsport Limited via Getty Images

Kvalifikationen – Alt blev afgjort på dommerbordet
Det var en vild kvalifikation, som først blev afgjort mange timer senere. Her besluttede dommerne at straffe adskillige kørere efter sessionen var ovre, og dermed vendte op og ned på det endelige resultat. Liam Lawson satte en tid som placerede ham i pole position, men da han ikke sænkede farten gennem en gul flagzone, blev hans tid annulleret. Årsagen til den gule flagzone var Felipe Drugovich. Han satte raceren i væggen på vej ud af sidste sving, på et tidspunkt, hvor han havde den hurtigste tid. Ayumu Iwasa fik ligeledes en straf og skulle starte 10 pladser længere bagud. Olli Caldwell blev sidste mand til at blive straffet, dog ikke for en forseelse i en gul flagzone, men derimod for at have blokeret en anden kørers forsøg på at sætte en tid.

Frederik Vesti fik lidt gavn af disse straffe, da han oprindeligt havde kvalificeret sig til 17. pladsen. Men da både Caldwell og Iwasa skulle starte bag han, blev han forfremmet med to placeringer. Han indtager derfor 15. startposition i begge af weekendens løb.

Liam Lawson troede han havde pole position i rygsækken, men en sen straf degraderede ham fra den position. Foto: Clive Rose/Getty Images

Løbet – Vejrudsigten lovede regn, men den kom aldrig
Formel 2 har netop afsluttet weekendens første løb i gaderne i Monaco, og det blev ikke helt uden drama. Ralph Boschung måtte endnu engang melde fra med sundhedsmæssige problemer. Han kæmper med nakken endnu, og måtte derfor trække sig fra sprintløbet allerede før de satte sig i racerne.

Jake Hughes skulle grundet de mange straffe efter kvalifikationen, starte i forreste startbås. Det gik dog ikke helt som ønsket for den unge kørere, da han stallede raceren da lamperne slukkede. På mirakuløs vis blev han ikke påkørt af det resterende felt, som alle kom med høj fart.

Holdkammeraterne Dennis Hauger og Jehan Daruvala så snittet til at stikke af fra resten af feltet, og endte også i den nævnte rækkefølge ved målflaget.


Danske Frederik Vesti fik også en god start. Med passeringen af den strandede Hughes, tog han yderligere tre placeringer på den første omgang.

Felipe Drugovich sejlede ned gennem feltet efter en punktering på højre bagdæk, som resultat af en påkørsel under nedbremsningen til første sving. Han kørte i pit og blev første, og eneste, mand på regnvejrsdækkene, da han mente det var begyndt at regne på banen. Det sats fik MP Motorsport dog intet ud af, og han måtte allerede på femte omgang ind for at skifte regnvjersdækkene ud med slicks.

Det hele blev dog kun værre, da Drugovich fik fem sekunders straf for at køre for hurtigt i pitten. Ikke længe derefter fik han endnu en straf for endnu en forseelse med for høj fart i pitten. Da feltet var på 17. omgang, var Drugovich seks omgange bag Hughes på 19. pladsen. Seks omgange! Han fik dog meget kort derefter, grønt lys til at udgå af løbet. Alting kunne altså kun blive bedre til søndagens featureløb, hvor han starter i pole position.

Det blev ikke dagen Felipe Drugovich havde ønsket. Foto: Clive Mason/Getty Images

Intet løb i Monaco uden safety car, til trods for det længe lignede et rent løb. Iwasa forsøgte at overhale Novalak indenom på vej ud af Rascasse, men hullet blev lukket og Novalak blev kørt direkte i autoværnet. Det indkasserede japaneren 10 sekunders straf.

Tre omgange senere kørte Bernd Mayländer i pit, og Hauger kunne igen lede feltet ud på start/mål langsiden forbi det grønne flag.

Marino Sato og Olli Caldwell havde et ”lige ved og næsten”-øjeblik efter tunnellen, som lignede noget der kunne have kostet begge kørere løbet. Det forblev dog uden skader, til trods for der var kontakt. Herfra var der stilstand gennem feltet indtil målflaget.

På podiet var Dennis Hauger (P1), Jehan Daruvala (P2) og Marcus Armstrong (P3).

Frederik Vesti sluttede P11. Husk at se med i morgen kl. 9:50 dansk tid!

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasseog på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Resultatet for løbet

Foto: Formula 2 Press via Formula Motorsport Limited

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: