Fantastisk sæsonpremiere: Martin Andersen fører TCR Germany efter første weekend

mamemedia-02563
Foto: Marco Meumann/Team Engstler

Martin Andersen og tyske Team Engstler har været gennem noget af en omstilling over vinteren. Det store team i Tysklands førende serie for standardvogne har skiftet bilmærke over vinteren, og med de nye biler fra Honda tog viborgenseren lidt af en skalp ved at sætte to pole positions af to mulige, og ved søndag at tage teamets første sejr med en Honda. 

– Det var en virkelig lærerig og super god weekend for os. Det var det, vi kom til Oschersleben for – at få nogle pokaler med hjem, men frem for alt at køre to kloge løb og score en masse point til tabellen. Og med 65 point, hvilket giver mig en mesterskabsføring på 15, så må man sige, det lykkedes, forklarer en glad Martin Andersen. 

I den tyske serie køres der to løb per weekend, og specielt lørdagens udgave blev en udfordring for Andersen, som startede forrest. Starten kiksede imidlertid, og han måtte derfor bruge størstedelen af det 30 minutter lange løb på at hente det tabte tilbage. Det gav en andenplads, mens søndagens løb – også fra pole position – blev en noget anden størrelse. 

– Vi har været virkelig stærke på både den enkelte omgang og over et helt løb. Bilen var fantastisk i dag (søndag, red.), og jeg havde god kontrol over løbet hele vejen. Der kom en safetycar til sidst, da en anden kørte af banen, men jeg formåede at holde godt styr på det hele vejen, forklarer Martin Andersen. 

Næste opgave i Martin Andersens jagt på et tysk mesterskab i TCR er i Østrig på Formel 1-banen Red Bull Ring. Banen var også på kalenderen i 2021, så for Martin Andersen er der lagt op til et gensyn med den lynhurtige bane i Spielberg, nær Graz. Her går det løs den 21-22. maj. 


Highlights fra weekendens to løb:

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: