Motorsport Center Fyn er den fysiske kulmination på det, der efterhånden har været en 20 år lang drøm og kamp. Men nu er man ved at lægge den sidste hånd på værket på det nye center, som lige ved E20-motorvejen udenfor Odense skal forene karting og motocross på én og samme store grund.

Bag det hele står Steen Fredsøe Sørensen, som selv har en lang baggrund i motocrossverdenen – og i næsten lige så lang tid har han haft en stor drøm. En drøm om en dag at kunne slå dørene op til sit eget motorsportsanlæg. Ikke nødvendigvis et anlæg, der har værtsskabet ved store og små mesterskaber som sit hovedformål – men et anlæg, der er til for at give børn og unge muligheden for at komme i berøring med motorsporten – og frem for alt for at fremme motorsporten blandt den næste generation.

Annonce:

Steen Fredsøe Sørensen står overfor at kunne åbne porten til sin helt store drøm: Et motorsportsanlæg for alle. Motorsport Center Fyn skal forene karting, motocross, supermotard og meget andet – alt sammen med sjov og et godt sammenhold som mål.

Men vejen har været lang. Over 20 års politisk kamp er gået i jagten på at give Fyn og ikke mindst Odense en ny, stor motocrossbane – men nu er det med en vedholdende indsats og private midler lykkedes at få det hele til at ske i Tietgenbyen øst for Odense. Her er Motorsport Center Fyn – og det hele skal efter planen stå klart til indvielse senere i denne måned – nærmere betegnet den 21. marts.

Som det første medie overhovedet har Boxengasse fået en guidet rundvisning på anlægget – og vi er derfor også det første medie, der kan bringe billeder inde fra anlægget, som du snart vil kunne køre på.

En god legeplads

Inspirationen til at forene karting og motocross på samme anlæg er en, som Steen Fredsøe Sørensen har hentet i Italien – og selvom der er store forskelle på de to sportsgrene, så mener han, at der er så stort et potentiale til samspil, at det kun kan gøre begge sportsgrene bedre.

– De to sportsgrene kan sagtens løfte hinanden, og det er hvad jeg håber, vi kan vise her. Selvom motocross og karting er to forskellige discipliner på så mange måder, så er det alligevel det samme, som binder de to sportsgrene sammen. Det er at vi jo alle gerne vil køre ræs – så kan det godt være midlet er forskelligt, men målet er altså det samme, siger han.

Kartbanen har en sø i midten – for det var en del af områdeplanen, som man ikke måtte pille ved. Banen er i øvrigt af Steen Fredsøe Sørensens eget design, mens blandt andre Stefan Kjer Olsen har haft en finger med i spillet på motocrossanlægget – både ved tegnebrættet og i gravemaskinerne.

Det handler først og fremmest om at skabe en god legeplads for alle med bare lidt benzin i blodet, slår han fast:

– Målet med anlægget er, at vi skal skabe en god legeplads til alle, som gerne vil ud at køre motorløb – uanset antallet af hjul. Min ambition med Motorsport Center Fyn er, at vi skal have et fedt sted, hvor folk kan komme og køre, og jeg vil da sige, at alt er godt, når vi ser nogle unge knægte komme ind fra banen med et stort, hvidt smil, siger Steen Fredsøe Sørensen.

Selv har Steen Fredsøe Sørensen slået sine folder i motocross, men kærligheden til motorsport på to såvel som fire hjul er stærk, og det har hele vejen givet ham viljen til at fortsætte kampen, siger han:

– Jeg har gjort det her, fordi jeg elsker racing. Jeg har aldrig været nogen god kører, men jeg har haft det fantastisk sjovt med sporten, og det vil jeg rigtig gerne give videre til andre.

Motorsport Center Fyn råder i alt over 1150 meter kartbane og 1400 meter motocrossbane. I første ombæring bliver der dog kun udlejning af gokarts – hertil er 20 nye Dinokarts indkøbt.

Det skulle gribes anderledes an

At banen nu er en realitet, er enden på rigtig mange års arbejde og tanker for Steen og holdet bag. Og løsningen blev også at tage sagen i egen hånd, for det nye Motorsport Center Fyn er langt hen ad vejen baseret på private midler:

– Det har været en ekstremt lang kamp for en drøm. Vi startede for mange år siden med at klippe låsen til Højbjergbanen (tidligere motocrossanlæg ved Odense, red.), men jeg lærte nok, at anarki ikke var løsningen. Til gengæld gik jeg i gang med det her projekt inde i mit hoved, og det skulle være med en ny tilgang. Alt var jo førhen baseret på, at kommunen skulle både facilitere og finansiere det hele – og det rimer altså ikke rigtigt i en verden, hvor kommunernes økonomi i forvejen er presset. Det skulle gribes anderledes an, og jeg havde jo kørt en del i udlandet og set, hvordan de udenlandske baner kan finansiere og drive sig selv. De har en cash cow – og det er udlejningen. Jeg har ikke adgang til en pengetank selv, så hvis det her skulle kunne blive en realitet, så skulle det i privat regi og drives af udlejning. Og derfor ændrede planerne sig og vi fik karting med ind, for den helt tidlige plan var kun at vi skulle køre motocross.

Kartbanen er med belysning, og alt bliver centreret omkring den røde hovedbygning, som både rummer værksted, reception, omklædning og loungeområde.

Sidenhen blev området lige ved E20 fundet, og gravemaskinerne kunne gå i jorden:

– Området ligger helt genialt, så vi gik i gang. Men jeg gik ind til det uden rigtig at vide, hvad jeg gik i gang med. Jeg vidste kun, hvordan det skulle ende, men der var ingen konkret plan. Idéen var der, men ingen fast plan, forklarer han.

Byggeriet af banerne på henholdsvis 1150 meter (karting) og 1400 meter (motocross) gik i gang, og samtidigt fik Motorsport Center Fyn hjælp fra flere af de store, odenseanske anlægsprojekter, som i øjeblikket er i gang. Måske genkender du Motorsport Center Fyns røde hovedbygning fra det centrale Odense, for her fungerede den som fremvisningshal på Thomas B. Thrigesgade-projektet. Den røde bygning kom til salg – og Motorsport Center Fyn endte med at købe den. Derudover er meget af jorden, som nu fungerer som støjvolde rundt om anlægget hentet i forbindelse med Odenses igangværende letbanebyggeri – hvilket tilmed også hjælper økonomien i motorsportscentret på vej.

– Den rigtige måde at gribe sådan et projekt an på, er, at man tør gå ud på isen og tage et par chancer. Jeg har været svineheldig med timingen på flere ting her, for Letbanen skal af med en masse byggerod og jord, og det endte ud i et samarbejde, hvor jeg fik materiale til støjvoldene og samtidigt bliver betalt for at få jorden væk fra byen, afrunder Steen Fredsøe Sørensen.

Du kan se meget mere til Motorsport Center Fyn og ikke mindst åbningsfesten den 21. marts lige her:

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

One Comment

  1. […] Ejer, Steen Fredsøe Sørensen (Citat er uddrag fra artikel hos Boxengasse) […]

    Svar

Skriv et svar