IMSA 6 Hours at the Glen: Anden Nicklas-Nielsen-sejr på en uge

Foto: IMSA

I sportscars er der på ingen måde pause eller ferie efter Le Mans. Mens 24 Hours of SPA venter i den kommende weekend, så var en god del af sportscar-Danmark i går i New York for at køre 6 Hours at the Glen – og her blev det for anden gang på en uge til sejr for Le Mans-vinder Nicklas Nielsen.

Løbet på Watkins Glen bød – nærmest traditionen tro – på drama i rå mængder, og vejret spillede også ind, da løbet med lidt over en time tilbage måtte afbrydes på grund af et kraftigt regnvejr. Foruden sejr til Nicklas Nielsen, så endte løbet som en generel sejr for Porsche, der med Felipe Nasr og Dane Cameron vandt løbet for Porsche Penske Motorsport, mens kollegerne Mathieu Jaminet og Nick Tandy også kom på podiet.

Det blev facit efter en tæt finale, hvor Nasr og Cameron endte med at tage sejren med bare 0.749 sekund ned til Cadillacs Renger van der Zande og Sebastien Bourdais – selvsagt på grund af genstarten under gult flag med under tre kvarter tilbage af løbet – og med det kvarters sprint, der fulgte for grønt flag til sidst.

Sejren gør også, at Nasr og Cameron er de første i IMSA i år til at vinde for anden gang generelt.

Louis Deletraz førte an for WTR Andretti Acura i genstarten, men Deletraz kunne ikke få banket nok varme i sine dæk og måtte i stedet strække våben, da hans håb om en tur på podiet gik i opløsning. I stedet endte han lige udenfor med en fjerdeplads.


Første Nielsen-sejr i IMSA

Sejren på Watkins Glen er faktisk Nicklas Nielsens første i IMSA, og kom i hus i LMP2, da han vandt sammen med Luis Perez Companc og Lilou Wadoux for AF Corse. Og samtidigt en forløsning for det amerikanske projekt hos AF Corse, idet de hverken gennemførte Daytona eller Sebring, som var sæsonens første to stop i Michelin Endurance Cup.

Nicklas Nielsen hentede sin anden prototypesejr på en uge – friskankommet fra sejren på Le Mans tog Nielsen også sin første sejr i IMSA med AF Corse.

LMP2-sejren kom i hus efter en duel mellem netop Nielsen og Felipe Fraga i Riley Oreca. Fraga tabte bilen i den sidste genstart og blev ramt af to andre biler. Fraga fik samlet stumperne op og endte som treer og senere toer, idet Colin Braun og Crowdstrike fik en straf. Treer blev i stedet Inter Europol by PR1/Mathiasen Motorsports.

Lige udenfor podiet var der også dansk islæt, for Dennis Andersen endte sammen med Seth Lucas og Scott Huffaker med en fjerdeplads for MDK by High Class Racing, mens Mikkel Jensen og TDS Racing udgik efter en afkørsel i regnvejret.

Aston Martin arver sejr fra Corvette

Hvis de sene forskydninger betød meget i GTP og LMP2, så gjorde de også i GTD Pro. Her lå Corvette egentlig lunt i svinget til en sejr for Tommy Milner i #4 – men strategien var der lige akkurat ikke nok benzin i, og Milner måtte pitte på sidste omgang. Derved smed han føringen væk, og Ross Gunn kunne i stedet tage sejren foran Pfaff Motorsports McLaren og Marvin Kirchhofer, mens Antonio Garcia i den anden Corvette tog tredjepladsen.

I GTD blev det sejr til Mercedes og Winward Racings Russell Ward og Philip Ellis, hvor sidstnævnte kørte bilen i mål og holdt konkurrenterne bag sig. Jan Heylen udfordrede for Wright Motorsports, men kunne ikke slå Ellis til sidst.

Rahel Frey, Michelle Gatting og Sarah Bovy gennemførte ikke – sidstnævnte havde et stort crash i løbets slutning.

GTD-løbet blev svært for de danske håb. Bedst endte det for Anders Fjordbach, som med MDK Motorsport endte som nummer otte. Til gengæld var det ikke nemt for de øvrige.

Frederik Schandorff og Inception Racing McLaren endte lige udenfor top 10 og fik siden en straf og faldt tilbage. Iron Dames måtte udgå efter Sarah Bovy havde en stor afkørsel. Belgieren blev kørt på sygehuset til yderligere tjek, men meldes mandag udskrevet og ok.

Regnen truede og faldt let et par gange over Watkins Glen – men til sidst åbnede skyerne sig i en grad så løbet måtte rødflages.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: