Dennis Lind tilføjer British GT til 2019-kalenderen

Foto: Lamborghini Squadra Corse
Annonce:

“Hvis du skal have noget gjort, så spørg en travl mand” – sådan lyder et gammelt ordsprog, og noget tyder på at Lamborghinis fabriksteam har taget ved lære. Dennis Lind har nemlig netop tilføjet endnu en arbejdsopgave til sin i forvejen travle løbskalender. Han kører resten af sæsonen i British GT for Lamborghini-teamet WPI Motorsport sammen med britiske Michael Igoe.

WPI Motorsport har i sin British GT-debutsæson kørt det første løb i en Porsche 997 GT3, men udskiftede den tyske racer med en friskindkøbt Lamborghini Huracan GT3 Evo inden Snetterton-runden. Og nu har den 31-årige Michael Igoe altså udskiftet sin britiske makker, Adam Wilcox, med Dennis Lind. Sammen skal de køre mesterskabet til ende.

– Ja, kalenderen er ved at være godt pakket efterhånden, fortalte Dennis Lind torsdag til Boxengasse, der fangede den danske fabrikskører midt i de sidste forberedelser inden afgang til England, hvor Silverstone i weekenden lægger asfalt til årets tredje løbsweekend:

– Planen er at jeg kører sæsonen til ende sammen med teamet, men det er kommet på plads ret hurtigt, så jeg møder først teamet og Michael Igoe i morgen tidlig, forklarer Dennis Lind, der kommer til at arbejde med at få sin teamkammerat op i hastighed. Han har ikke mere end et par års erfaring på racerbanerne, så erfaringen fra danskeren lander på et varmt sted.

Sådan ser Dennis Linds seneste arbejdsplads ud. Foto: WPI Motorsport

Dennis Lind bliver den femte dansker i årets British GT-felt, og især de to andre danske fabrikskørere – Nicki Thiim og Marco Sørensen – vil for mange nok være en målestok for hvor hurtig, roskildenseren egentlig er. Selv tager Dennis Lind spørgsmålet om, hvorvidt han skal vise at han er den bedste danske GT3-kører, med sin sædvanlige tørre humor:

– Har jeg ikke allerede vist det?

Udover de nu tre kørere i GT3-klassen er også Patrik Matthiesen og Jacob Mathiassen til start i GT4-klassen i hhv. Aston Martin Vantage og BMW M4. Sønderjyske Patrik Mathiessen håber på oprejsning efter to hårde løb i foråret, hvor den nyudviklede Aston Martin GT4-bil har vist sig ikke at være helt konkurrencedygtig i klassen.

Weekendens afdeling afvikles som et enkelt løb på tre timer – sæsonens længste løb. Er du ikke på FDM Jyllandsringen til DTC og Super GT, kan det streames live på https://www.britishgt.com/live søndag fra kl. 13.35.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen