Gatting P2 i udfordrende ELMS-kvalifikation

#83 Ferrari F488 GTE EVO / IRON LYNX / Rahel Frey / Michelle Gatting / Manuela Gostner
Foto: JEP

Vejrguderne gjorde deres for at udfordre kørerne i European Le Mans Series-feltet, da der lørdag blev kørt kvalifikation til weekendens 4 Hours of Red Bull Ring. Ad flere omgange skiftede vejret fra tørt til styrtregn – og lige så hurtigt tørrede banen op igen.

Det kostede blandt andet dyrt for Malthe Jakobsen og RLR Msport’s forsøg på pole position i LMP3-klassen. Thyboen kørte ud på slicks, men måtte efter en enkelt omgang i pit for at skifte til regndæk. Det gav midlertidigt pote i form af en andenplads, men da var banen allerede begyndt at tørre op igen. Og med bare femten minutter til at sætte tiden var det umuligt at nå endnu et dækskifte.

Tiende bedste omgangstid blev det til for Malthe Jakobsen; ikke noget, der huede den hurtige dansker:

– Det var bare ikke vores dag i dag. Når vejret driller et sted som her (i et bjergområde, red.) er det næsten umuligt at forudse hvordan det udvikler sig – og i dag tog vi fejl. Nu er det heldigvis et fire timer langt løb i morgen, og vi har et virkelig stærkt kører-lineup, så vi er slet ikke ude af kampen om pokaler endnu, siger Malthe Jakobsen til Boxengasse.

Det blev DKR Duqueine og Laurents Hörr som løb med pole position i LMP3-klassen.


Gatting: Bedste tidtagning nogensinde

Feltets anden dansker, Iron Dames-køreren Michelle Gatting, kørte sin Ferrari 488 GTE til næstbedste startplacering i LMGTE-klassen. Også her spillede vejret en rolle:

– Vi vidste godt, at vi havde gode chancer for at kæmpe med om en pole position hernede med mig i bilen, men vejret gjorde det lidt sværere. Om jeg kunne have lukket de tre tiendedele sekund op til pole position, ved jeg ikke, men vi havde nok været tættere på, fortæller Michelle Gatting, der hæfter sig ved ét – for hende – vigtigt faktum:

– Det er min bedste tidtagning nogensinde i ELMS, og samtidig sluttede jeg foran fabrikskørere fra både Ferrari og Porsche – det er jeg virkelig stolt af.

Pole position i LMGTE-klassen blev sat af AF Corse-køreren Alessio Rovera i Ferrari 488 GTE.

LMP2: Første pole position til Racing Team Turkey

Den amerikanske Formel 3-kører, Logan Sargeant, fik en drømmestart på sin debut som prototype-chauffør. Efter at have været hurtigste mand i begge træningssessioner fortsatte han stilen i kvalifikationen og satte pole position med bare 0,157 sekund ned til Ferdinan Habsburg og Algarve Pro Racing.

#34 Oreca 07 – Gibson / RACING TEAM TURKEY / Logan Sargeant

Sargeant annoncerede for nylig at han overvejer et skifte fra formelbiler til prototyper eller GT-biler, da et skifte til Formel 2 mislykkedes på grund af manglende økonomi. Indtil videre må man sige at han er ved at skrive en fornuftig jobansøgning.

Alle resultater fra kvalifikationen på Red Bull Ring finder du her.

4 Hours of Red Bull Ring starter søndag kl. 11.00 og kan streames gratis på https://live.europeanlemansseries.com/en.

Husk at synes godt om vores Facebookside, så du altid er opdateret med seneste nyheder om dansk og international motorsport!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: