Silverstone. Den legendariske tidligere luftbase er atter kulisse for Formel 1 feltet når de besøger England. Kort før kvalifikationen skulle starte, lød meldingen meget britisk – mulighed for regn! Den meldning betød hurtigt mange biler på banen, kun 5 minutter inde i sessionen var alle biler på banen på samme tid. Alle på softdækkene for at få en hurtig tid inden regnvejret muligvis meldte sin ankomst, og tiderne i så fald ikke kunne komme ned på det niveau.
Manden som har været på alles læber de sidste dage, Max Verstappen, hev en helt uventet tid ud af Red Bull raceren.
Q1 – Colapinto i væggen og regn på vej
Bortoleto var først mand på banen med røde dæksider! Bilen var klar igen efter det store uheld han havde sig i slutningen af tredje træning. Mon ikke håbet var at få sat lige præcis den hurtigste tid i Q1 inden regnvejret muligvis kom frem? I takt med Bortoleto var på vej rundt meldte Gasly netop om regn på visiret.
Med blot 8 minutter tilbage af Q1 røg det røde flag frem. Årsagen skulle findes i Colapinto som så hurtig ud, men på vej ud af Stowe kæmpede han med bagenden. Det fik ham til at miste balancen lidt i bilen, og på vej ud af Vale ind i Club mistede han så bagenden og endte i barrieren. Han fik bilen ud af gruset ret hurtigt, men bilen var så beskadiget at han måtte parkere på banen, hvilket helt naturligt frembragte det røde flag i kvalifikationen.
Efter den længere pause, var regnen blot kommet tættere på. Alle kørere meldte om flere dråber og en mere glat bane end før. Omend disse meldinger blev der sat hurtigere tider. Alexander Albon var den første på tavlen efter det røde flag, og satte den tredjehurtigste tid, 0.092 sekunder efter Piastri.
Slutteligt kom tiderne dog igen ned på niveauer hvor der blev kæmpet om pladserne mod Q2. Lawson så ud til lige akkurat a tkomme med i Q2 indtil en lille fejl i Stowe kostede lidt tid. Det betød Gasly kunne skubbe Lawson ned under skillestregen, og selv komme med videre til Q2.
Ude efter Q1 var: Liam Lawson, Gabriel Bortoleto, Lance Stroll, Nico Hülkenberg og Franco Colapinto
Q2 – Begge Williams ude sammen med Yuki Tsunoda
Trods de fortsatte meldinger om regn i skyerne over Silverstone, kørte samtlige af de resterende 15 kørere ud på weekendens blødeste dæk. Strategien var meget tydeligt det samme som i Q1. Få en omgang ind så hurtigt som muligt, såfrem regnen pludseligt skulle give los.
Efter de første forsøg var i bogen, var det Norris, Verstappen og Piastri i front. Verstappen og Piastri endda med en komplet identisk tid på 1:25.316. Mercedes derimod kæmpede med deres første forsøg. Russel klagede over en langsom udomgang, mens Antonelli skabte problemer for Alonso som var på sin flyvende omgang. Russel kom dog op i top 5, mens Antonelli, som allerede har en straf ventende på ham, kæmpede om overhovedet at komme med i Q3.
Antonelli har en tre placerings straf til starten af løbet i Silverstone, på grund af uheldet med Max Verstappen i Østrig i forrige weekend.
Da de sidste forsøg skulle udføres, havde Ferrari virkelig fået fart i bilen. Leclerc med sessionens anden hurtigste tid mens Hamilton var 0.049 sekunder hurtigere end monegasken. Pierre Gasly var atter rosinen i pølsenden, og kom med 0.040 sekunder med videre til Q3.
Ude efter Q2 var: Carlos Sainz, Yuki Tsunoda, Isack Hadjar, Alex Albon og Esteban Ocon
Q3 – Max Verstappen kan stadig i en Red Bull Racing køredragt
Den regn der havde være tomtalt gennem hele kvalifikationen, var atter ikke kommet. Det betød fortsat lynhurtige tider, og efter det første forsøg fra de resterende ti, var rækkefølgen: Piastri, Hamilton, Norris, Verstappen, Leclerc, Russel, Alonso, Bearman, Antonelli og Gasly.
Nu eller aldrig. Hvem skulle tage pole position på Silverstone, en bane hvor netop den plads kan være altafgørende!
Med 3 minutter tilbage af kvalifikationen, lignede det unægteligt et shootout mellem Piastri, Hamilton og Norris. Kunne Verstappen og Leclerc overraske?
Begge Mclarens forbedrede deres tider i første sektor men Hamilton bag dem var endnu hurtigere, og Verstappen bag ham! Sidste sektor blev dog endestationen for Hamilton som blev langsommere end før.
Verstappen havde dog vanvittigt med fart i bilen, og på sidste omgang hev han netop det ud af bilen, som var nødvendigt!
Resultatet af top 10
- Max Verstappen
- Oscar Piastri
- Lando Norris
- George Russel
- Lewis Hamilton
- Charles Leclerc
- Kimi Antonelli
- Oliver Bearman
- Fernando Alonso
- Pierre Gasly