Der var næppe mange, der på forhånd ville have gættet resultatet af kvalifikationen til Canadas Formel 1-grandprix.
For Mercedes og George Russell snød alt og alle med en super omgang, der var nok til at sikre briten karrierens sjette pole position og den første siden Qatar i fjor.
Det er samtidig første gang i år, at polevinderen ikke har Norris, Piastri eller Verstappen skrevet på køredragten.
Sidstnævnte kom tættest på at slå Russell, men hollænderen manglede 0,160 sekunder til Mercedes-stjernen, hvis omgang lød på 1:10.899.
Oscar Piastri sørgede for én McLaren i anden startrække, og her får han selskab af Kimi Antonelli i den anden Mercedes.
Australierens teamkollega hos McLaren havde igen en af de kvalifikationer, hvor det ikke spillede, selvom han var hurtigst i Q1.
Lando Norris var til gengæld et halvt sekund fra Piastri i Q3, og derfor starter han kun syver, når lamperne slukkes søndag aften dansk tid.
Norris havde modsat Piastri valgt at køre med teamets nye forhjulsophæng, men en mindre kontakt med muren hjalp ikke ligefrem på tiden.
Foran Norris er derfor både Lewis Hamilton og Fernando Alonso, mens Charles Leclerc, Isack Hadjar og Alex Albon er otte, ni og ti.
Yuki Tsunoda i den anden Red Bull kvalificerede sig egentlig som 11’er, men en straf på ti placeringer for at overhale under rødt flag i tredje træning sender ham bagerst på gridden.
Kvalifikationens største skuffelse må dog alligevel være Carlos Sainz Jr., der ikke fik sin Williams med videre fra Q1. Han starter 16’er.
Løbet køres søndag klokken 20:00 dansk tid.
Husk, at du kan følge Le Mans i vores liveblog hele vejen til målflaget klokken 16:00 søndag.