Oscar Piastri tog karrierens tredje sejr, da han slog McLaren-holdkammeraten Lando Norris i Kinas Grand Prix.
McLaren så aldrig for alvor ud til at smide sejren væk, selvom Norris først brokkede sig over Piastris tempo og siden over sin egen lange bremsepedal.
På sidste omgang trillede Norris nærmest rundt for ikke at risikere noget, men forspringet til George Russell var stort nok til, at han slap med skrækken.
Russell tog tredjepladsen, mens der var mere kamp om fjerdepladsen mellem Charles Leclerc og Max Verstappen.
Den snuppede den forsvarende verdensmester med en modig overhaling igennem sving 1-2-3-kombinationen bare tre omgange fra mål.
Lando Norris fører fortsat VM-stillingen efter sæsonens andet løb, men kun ti point adskiller Norris, Verstappen, Russell og Piastri i top fire.
Ferrari-ballade i starten
Russell angreb Piastri i starten men endte i stedet med at miste en position til Norris. Verstappen faldt samtidig ned bag begge Ferrari’er, da han blev fanget på ydersiden i sving 1-2.
Leclerc ramte Hamiltons højre bagdæk i starten og mistede endplaten på sin frontvinge, men trods skaden på Leclercs racer var Verstappen ikke i stand til at holde trit med de to røde biler.
Til gengæld var Leclerc helt oppe i gearkassen på sin holdkammerat, da pitstoprunden begyndte 12-14 omgange inde.
Fernando Alonso var løbets første og eneste offer, da Aston Martin-racerens bremser gav op og spanieren måtte trække sig efter bare fire omgange.
Løbet satte sig forholdsvis hurtigt, mens kørerne vendte fokus mod at få dækkene til at holde så længe som muligt.
Tsunoda var den første i top ti til at pitte, og det gav pote. Da Antonelli pittede omgangen efter, var Tsunoda gået forbi. Kort efter begyndte topkørerne – anført af Hamilton og Verstappen – også at pitte for at komme væk fra mediumdækkene.
På omgang 15 fulgte Piastri og Russell med – førstnævnte med et lidt for langsomt pitstop på 3,8 sekunder. Russell derimod undercuttede Norris ved at pitte tidligere, og så var Mercedes-stjernen pludselig midt i en McLaren-sandwich.
Det varede dog ikke længe, for Norris gik all-in på en overhaling ind i første sving to omgange senere.
Ferrari valgte overraskende nok ikke at skifte Leclercs beskadigede frontvinge i forbindelse med pitstoppet, og efterfølgende var der intern ballade hos Ferrari.
For på trods af skaden var Leclerc tydeligt hurtigere end Hamilton. Det fik Ferrari til at udstede teamordrer til Hamilton om at bytte plads, men den syvdobbelte verdensmester modsatte sig i første omgang. Leclerc beklagede sig, og da briten endelig slap Leclerc forbi, stod det hurtigt klart, at Leclercs fartoverskud var reelt.
Esteban Ocon stod for løbets frækkeste overhaling, da han på vej ned ad baglangsiden havde det højre hjulsæt ude i græsset, så der stod en støvsky op i vejret. Det forhindrede dog ikke Haas-køreren i at gå forbi Kimi Antonelli.
Også Haas’ rookie Oliver Bearman var i offensiven med flotte overhalinger på Lawson, Doohan og Gasly. ‘Ciao’ lød det overlegent på radioen fra briten, da han slingshottede sig forbi den kriseramte Red Bull-kører.
Et eller to stop?
Den midterste del af løbet handlede kun om én ting: at få dækkene til at holde. Måske endda helt til mål. Det fik både Russell og Norris at vide, og det var også sådan, det udspillede sig for de fleste.
Hamilton og Ferrari ville det dog anderledes og dykkede ind til sit andet pitstop på omgang 39, men udover de to Racing Bulls-kørere og Lawson var der ingen andre på en to-stopper.
Hamilton satte straks lilla omgangstider, men samtidig satte de forreste også tempoet op, så briten formåede ikke for alvor at hente ind på Verstappen foran.
I midterfeltet faldt Racing Bulls’ løb fra hinanden med to-stopperen. I stedet var det især Bearman og Lance Stroll, der på en et-stopper med mediumdæk til sidst, avancerede op gennem feltet.
Pitstrategien sikrede Bearman tiendepladsen og ét point på en fremragende dag for Haas. Ocon scorede en glimrende syvendeplads foran Mercedes’ Kimi Antonelli.
RACE CLASSIFICATION: The full rundown 👇#F1 #ChineseGP pic.twitter.com/7Cb5QbfKBT
— Formula 1 (@F1) March 23, 2025