En god kvalifikation, et rigtigt godt sprintløb og marginaler fra en sejr i featureløbet, foruden hurtigste omgang i begge løb. Det har unægteligt været en kvalitetsweekend fra den danske Mercedes F1-junior, Noah Strømsted!
Ikke nok med det, så forlader danskeren også weekenden i Italien med andenpladsen i mesterskabet, 21 point bag teamkammeraten Câmara i front med 73 point.
Sprintløbet – P10 til P6
Noah Strømsted viste gode takter i lørdagens sprintløb på Imola, hvor han fra en startplacering som nummer 10 kæmpede sig op til en flot sjetteplads og i øvrigt satte løbets hurtigste omgang på sidste omgang. Den danske TRIDENT-kører udnyttede kaosset på første omgang til sin fordel og sikrede vigtige point både for sig selv og teamet.
Marginaler fra en sejr i featureløbet
Noah Strømsted leverede endnu en stærk præstation i årets tredje featureløb, da han kørte sig fra en hård start til en velfortjent andenplads på Imola-banen. På trods af en svær åbning på løbet lykkedes det danskeren at kæmpe sig tilbage og udfordre helt til sidste omgang.
Strømsted startede fra tredje position, men tabte to placeringer fra start og var kortvarigt nede som nummer fem. En kombination af gode overhalinger og stærk håndtering af dækkene bragte ham dog tilbage i kampen i front. Først gik det ud over Louis Sharp, som blev overhalet udenom i sving 2 på sjette omgang, hvor han også satte løbets hurtigste omgang. Kort efter blev ART Grand Prix-køreren Tuukka Taponen også passeret, hvilket bragte Strømsted tilbage i top tre.
Efter løbet forklarede Strømsted, at starten havde kostet ham dyrt:
– Vi skal lige undersøge, hvad der skete i starten – jeg mistede to pladser. Derfra var det en kamp for at komme tilbage, og jeg måtte bruge dækkene ret meget for at lave de overhalinger og komme ud af DRS-rækkevidden bagfra. Men mod slutningen havde jeg stadig godt tempo, så jeg synes, jeg brugte dækkene godt. Bilen var virkelig god at køre. Det er gode point, men det gør lidt ondt,” lød det ærligt fra danskeren til FIA Formula 3 efter løbet.