2 min. læsning

Formel 3: Noah Strømsted på podiet i Australien

Foto: Trident Motorsport/Facebook
Udgivet
Foto
Del artikel

Den danske Mercedes-juniorkører Noah Strømsted har scoret sin første podieplacering i Formel 3 i det, der blev en regnfuld og safety car-præget affære.

Trident-holdkammeraten Rafael Câmara sejrede fra pole og indtager dermed også føringen i mesterskabet efter sæsonpremieren i Australien.

Efter lørdagens nullert for Trident var der i høj grad også brug for revanche for Noah Strømsteds team i featureløbet.

– Jeg er glad for at være en del af teamet. Vi har fået en god start på sæsonen, og vi vil fortsætte det gode arbejde vi allerede har startet her, udtalte Noah Strømsted til Formula 3 forud for løbet.

På grund af det regnfulde vejr måtte alle ty til regndæk, ligesom de første tre omgange foregik bag safety car.

Da feltet endelig blev sluppet løs, ledte pole-vinder Rafael Câmara an på første omgang, og brasilianeren fik hurtigt opbygget over to sekunders forspring til Noah Strømsted.

Det holdt dog ikke længe, for Nikola Tsolov og Callum Voisin kørte sammen, endte i gruset og sendte safety car’en på banen igen med det samme.

Efter en håndfuld omgange bag safety car, var der ryddet op.

I genstarten tog lørdagens sprintvinder Santiago Ramos turen gennem en ordentlig vandpyt i første sving men reddede bilen fra et større uheld. Det kostede dog et utal af placeringer. Efterfølgende gav han Joshua Dufek skylden for at presse ham af banen.

Sekunder senere tog Nicola Lacorte en 360-graders snurretur, inden han kunne trille videre.

I den tunge ende af top 10 var McLaren-juniorkørerne Ugo Ugochukwu og Martinius Stenshorne i intens kamp om ottendepladsen – med nordmanden som vinder.

Syv omgange før mål satte Christian Ho sin racer hårdt i barrieren ud af sving 7.

Det sendte på ny safety car’en på banen, og omtrent samtidig begyndte regnen at sile ned.

Løbet blev aldrig givet frit igen, og det røde flag faldt efter 18 af de 20 omgange.

Ferrari-juniorkøreren Rafael Câmara sejrede, mens Noah Strømsted kan rejse fra Australien med sit første F3-podie i bagagen.

Det sender samtidig danskeren op på tredjepladsen i mesterskabet efter Câmara og Théophile Näel, der blev treer i featureløbet.

Noah Strømsted bliver en del af Mercedes F1-akademi

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode