5 min. læsning

Sabines arv fortsætter i Special Saloon Car

20082021KG_0011
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

Den tyske motorsportslegende og Nürburgring-specialist Sabine Schmitz gik i foråret bort efter flere års kamp mod kræften. En stor del af motorsportsverdenen sørgede over tabet af den karismatiske og imponerende hurtige kører, som blev verdensberømt efter sin optræden i Top Gear, hvor hun udkonkurrerede Jeremy Clarkson bag rattet af en helt standard (og lidt vægtoptimeret) Ford Transit.

Men livet går som bekendt videre, og Sabine Schmitz’ ånd præger især Frikadelli Racing Team, som hun og hendes mand, Klaus Abbelen, drev sammen. En lille del af hendes ånd er imidlertid rejst til Danmark i form af den Porsche 991 GT3R, som hun og teamet kørte i 2019-sæsonen, der blev hendes sidste sæson bag rattet.

Bilens nye ejer er Lars E. Pedersen, som de seneste år har gjort god figur i Special Saloon Car-klassen med sit team, Drivemade Racing. Da hans Porsche 911 GT3 Cup-bil blev afskrevet efter en afkørsel ved Sommerløbet på Jyllandsringen i foråret, måtte den sjællandske Porsche-kører på jagt efter en ny bil. Og i dag står han med den måske mest specielle Porsche GT3-racer der eksisterer. Som det oftest er med store hændelser, skete indkøbet ved et rent tilfælde.

Lars E. Pedersen med sin helt egen bid af motorsportshistorien. Foto: Boxengasse

– Mikkel O. Pedersen var afsted på Nürburgring for at køre racerløb, og han havde fået besked på at vi skulle have skaffet en ny bil til mig. Igennem sine kontakter fik han så at vide, at der stod en fin GT3’er i den her garage, og den var måske til salg, fortæller Lars E. Pedersen, som hjemme i privaten fik noget af en overraskelse, da telefonen vibrerede og skærmen lyste op med billeder af Sabine Schmitz’ racerbil.

– Jamen der var jo ikke noget at være i tvivl om; den skulle jeg bare have. Så jeg ringede til Mikkel og sagde “Bare køb den! Det kan ikke gå helt galt. Der er noget historie i den bil; den vil jeg bare have”, griner Lars, som udover den historiske betydning også havde en helt anden grund til indkøbet:

– Der findes måske 50 ægte Porsche 991 GT3R-modeller, og der er stort set aldrig nogen til salg, så det var et godt fund. Den slags skal man ikke lade gå sig forbi, så nu glæder jeg mig bare til at lære bilen bedre at kende.

Frikadelli-Porschen har en fortid på baner som Daytona og Nürburgring. Foto: Frikadelli Racing

At stå og kigge på en af de mest avancerede og hurtige GT3-biler er i sig selv en oplevelse, der kan få de små hår på armene til at rejse sig. Når man går tættere på og ser detaljerne og de små beviser på Frau Schmitz’ tid i bilen, er der fuldt udslag på gåsehudsskalaen. Også for bilens ejer:

– Det er specielt at overtage en bil efter én som hende. Det er jo bare en racerbil, men de der små detaljer med hendes navn på sædebasen og det selvlysende kort over Nordschleife på rattet … det er altså fedt, siger Lars E. Pedersen med et stort, drenget smil.

Bilen blev for nylig prøvekørt på FDM Jyllandsringen, og selvom motoren er begrænset til at overholde GT3-reglementet og dermed kun yder i underkanten af 500 hestekræfter, er Lars ikke i tvivl om at det er en enormt velbygget maskine:

– Indsugningstraktene er bittesmå, og vi har ikke haft tid til at få lavet et nyt map (motorstyringsprogram, red.) til motoren, så vi kører den som den er i denne weekend. Alligevel er det bare noget helt andet end den Cup-bil, jeg havde før. Bunden er helt flad som en pandekage, og der er endnu mere downforce på den, og så er undervognen helt eminent, fortæller han, og fortsætter:

Sabine Schmitz har efterladt sit aftryk flere steder på bilen. Her for at angive hvor sædet passede til hende. Foto: Boxengasse.

– Jeg tror måske at jeg skar 30 meter af bremselængden for enden af langsiden i forhold til min gamle bil. Og så styrer den virkelig godt. Den sætter sig nærmest bare, når man kommer ud af svinget. Virkelig en fantastisk bil.

Ét er at anskaffe sig en GT3-racer fra Porsche. Noget andet er at drive den; der skal en computer til alt.

– Selv når vi vil skifte olie på motoren, skal der lige sættes en computer til bilen for at Porsche kan se at alt er som det skal være. Det er ikke en bil, man bare lige starter og kører en tur i, og det skal vi også lige lære at arbejde med. Men vi får lidt assistance fra Porsche Motorsport, så den kommer til at køre perfekt, fortæller Lars E. Pedersen, der også fornemmer en anden af Porsche Motorsports’ interesser:

– De var meget interesserede i hvem, der skulle købe bilen og hvor, den i så fald skulle køre henne. Jeg tror at de er meget ømme over deres biler og hvad de skal bruges til, griner han.

Måske ikke det bedste banekort til Jyllandsringen. Foto: Boxengasse

Hvor længe, danske motorsportsfans får glæde af bilen, tør Lars E. Pedersen ikke give et bud på. De sidste løb i denne sæson kommer til at foregå i den hjemlige Special Saloon Car-klasse, og næste år skal bilen igen ud og have luft under vingerne på de større, europæiske baner.

– Det var egentlig ikke planen at jeg skulle op og have en rigtig GT3-bil allerede nu; det lå et år eller to ude i fremtiden. Men muligheden var der nu, og så lægger vi en ny plan herfra. Næste år skal jeg formentlig ud at køre nogle udenlandske løb sammen med Mikkel (O. Pedersen, red.), og så tager vi måske også et par løb herhjemme, hvis det kan hænge sammen med kalenderen.

Indtil videre bevarer Lars E. Pedersen Frikadelli-farverne på bilen, men en omfoliering kommer nok på tale på trods af bilens historie. Foto: Boxengasse
Foto: Boxengasse

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode