4 min. læsning

Optakt: Indycar på Thermal Club – Christian Lundgaard jagter revanche

Thermal $1 Million Challenge - By_ Chris Owens_Large Image Without Watermark_m99063
Udgivet
Foto
Del artikel

Indycarsæsonen er i fulde omdrejninger, og mens sæsonpremieren i St. Petersburg blev en taktik-fest af en anden verden, så er nedtællingen til Indy 500 også i gang i en grad, så årets officielle mælkesponsor har udgivet Indy 500-tema-mælk i staterne…

Og inden da venter flere stop på kalenderen, hvor det første er i den kommende weekend på Thermal Club i Californien. Et løb, der bliver en kærkommen lejlighed til revanche for Christian Lundgaard og Arrow McLaren, der trods god fart i sæsonpremieren blev ofre i det store strategispil.

Farten var til meget mere end resultatet viste for Christian Lundgaard i St. Petersburg. Foto: Indycar

Thermal kom med på kalenderen i fjor som et ægte dash for cash – et løb, hvor der ingen mesterskabspoint var, men derimod iskolde kontanter. Sådan er det til gengæld ikke i år. Væk er det korte, 2×10 omganges format og alle pengene, og ind kommer et ægte, pointgivende løb på 65 omgange. Og hvem ligger så lunt til det?

Alex Palou og Chip Ganassi Racing ramte virkelig bullseye i sæsonpremieren i Florida, og fra starten som nummer otte var Palou ikke levnet de store muligheder. Et perfekt løb og en endnu bedre strategi gjorde til gengæld udfaldet – og som løbet nåede sin afgørende fase, så var den forsvarende mester det rette sted på rette tid. Og vandt foran holdkammerat Scott Dixon, der ditto kørte et brag af et løb på trods. Dixons radio døde undervejs, så han måtte tage nogle afgørende valg uden at have nær dét overblik, de nærmeste konkurrenter kørte rundt med.

Alex Palou kørte et brag af en sæsonpremiere og vandt i St. Pete. Kan han gentage sidste års sejr fra Thermal Club? Foto: Travis Hinkle | IMS Photo

Det rakte til en andenplads for Dixon foran Team Penskes Josef Newgarden og Scott McLaughlin i premieren, hvor Christian Lundgaard endte som otter i sin debut for Arrow McLaren.

Christian Lundgaard ser frem mod nyt løb

Lundgaard fik i høj grad vist, at Arrow McLaren har det, der skal til – men strategispillet fik Lundgaard og co ramt forkert i St. Petersburg.

Dækstrategien blev helt afgørende i sæsonåbneren. Foto: Indycar

Noget, der slog skår i glæden over en ellers hæderlig sæsonåbner for østjyden. Indycar.com fangede Lundgaard til en snak om sæsonpremieren i forbindelse med seriens seneste test på Barber, hvor Lundgaard blandt andet sagde følgende:

– Jeg ville starte stærkt, for jeg ville ikke gå ind til det her med mentaliteten om at det ville tage et par løb at komme i gang. Jeg måtte være på fra start og har arbejdet hele vinteren efter det. Søndag (i St. Pete, red.) var svær, men jeg nåede at føre, og det var godt, men der er masser af arbejde tilbage, siger han og tilføjer:

– Vi gik godt til weekenden i St. Pete og fik det sat godt sammen. Vi var med i gamet hele vejen og det var nok mere end man kunne ønske sig i en offseason, hvor man ser frem mod nyt team og nyt setup omkring sig. Så længe vi er der hver gang, så har vi også chancen for at vinde. Vi er konkurrencedygtige, men jeg vil altid have mere. Det er dét, vi arbejder med frem mod Thermal – håber vi kan vinde det, for det er jo første gang banen er et rigtigt løb om point.

Starten i St. Pete. Foto: Indycar

Navnebror Christian Rasmussen havde også en god sæsonpremiere hos Ed Carpenter Racing og fik kørt sig flot op gennem rækkerne efter at være startet som nummer 24 i St. Petersburg. Han endte som nummer 15 i premiereløbet og kan også se frem mod et nyt skud på Thermal Club.

I fjor nåede Rasmussen ikke videre fra første heat i Thermal, mens Christian Lundgaard gik videre fra de 10 indledende omgange og kørte finalen, hvor han endte som nummer ni. Alex Palou vandt finalen – også kendt som The All Star Race.

Indycar fra Thermal Club kan ses søndag aften på TV3 Max klokken 20.00 og på Viaplay. På Boxengasse følger vi naturligvis med hele weekenden!

Husk også at fange vores nyeste podcasts – vi ser tilbage på 12 Hours of Sebring og F1-premieren i Australien lige her:

Du kan høre podcasten herunder eller i din foretrukne podcastapp:

Podcast: Regnkaos, rookie-magi og Ferrari-fiasko i Australien

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode