Som den første dansker nogensinde er Alba Hurup Larsen netop blevet offentliggjort som ny kører i Ferrari Driver Academy.
Den 16-årige F1 Academy-kører kan iklæde sig de røde farver fra årsskiftet, når hun som én af bare seks unge kørere på verdensplan bliver en del af det eftertragtede akademi.
Dermed kører hun i hjulsporene på navne som Sergio Pérez, Jules Bianchi, Charles Leclerc, Mick Schumacher og Oliver Bearman, der alle har nået Formel 1 med Ferraris hjælp.
– Jeg har altid elsket Ferrari – det er for mig det største og mest ikoniske team i Formel 1. At blive en del af deres Driver Academy er noget helt særligt, siger Alba Larsen i en pressemeddelelse.
– Hvis man drømmer om at nå hele vejen til Formel 1 – som jeg gør – er det helt afgørende at have opbakning og ekspertise fra et F1-team, fortsætter det danske talent.
Hos Ferrari får hun adgang til sparing og træning i verdensklasse, så hun kan fortsætte sin udvikling i jagten på Formel 1.
Samarbejdet med Ferrari er dog ikke helt nyt, for det ikoniske italienske mærke har fulgt Alba Larsen tæt, siden hun vandt ‘Girls on Track – Rising Stars’, som Ferrari og FIA stod bag.
Alba Larsen, som allerede nyder stor opbakning fra Tommy Hilfiger og Decision Focus, ligger aktuelt på sjettepladsen i F1 Academy-mesterskabet, hvor hun har imponeret i sin debutsæson.
Derudover deltager hun i udvalgte afdelinger af årets britiske Formel 4-mesterskab.