2 min. læsning

Luca Magnussen med hidtil bedste resultat i svær GB4-weekend

Foto: Fortec Motorsports
Udgivet
Foto
Del artikel

Luca Magnussens anden weekend i formelbiler blev en blandet fornøjelse, for den 15-årige dansker scorede sit hidtil bedste resultat i GB4, men han var også involveret i uheld.

Den unge Magnussen, der kører for ikoniske Fortec Motorsports i det britiske GB4-mesterskab, startede løbsweekenden på Silverstone ud med sin hidtil bedste kvalifikation.

For tre uger siden på Donington kvalificerede Luca Magnussen sig som 19’er, men denne gang på Silverstone blev det vekslet til en 14. plads på startgridden.

I weekendens første løb, der blev kørt lørdag, formåede han at køre sig frem til en 11. plads, der også er hans hidtil bedste resultat i mesterskabet.

Foto: Lewis Brown

Søndag blev Luca Magnussen dog ramt af uheld i begge løb. Det kostede deltagelsen i det ene og en punktering i det andet, hvor han dog alligevel fik kørt en 14. plads hjem.

– Det var en weekend med op- og nedture. Jeg lavede nogle solide overhalinger i løb 1 for at rykke frem i feltet, men kontakt i løb 2 afsluttede desværre tingene tidligt. Mere uheld i løb 3 med en punktering efter kontakt, men det lykkedes at køre den hjem. Der er masser af positive ting at bygge videre på. Vi kommer stærkere tilbage på Oulton Park i næste måned!, skriver Luca Magnussen i et opslag på Instagram.

Resultaterne på Silverstone betyder, at Luca Magnussen nu er nummer 20 i GB4-tabellen efter to af syv afdelinger. I weekenden lagde han 12 point til de 11, han scorede i første afdeling, så han nu har 23 point i alt.

Danskerens Fortec-holdkammerater Jack Taylor og Thomas Ingram Hill er henholdsvis nummer seks og 16 i tabellen, der føres af Daniel Guinchard.

Foto: Lewis Brown

Den tidligere Formel 1-stjerne David Coulthards søn, Dayton Coulthard, kørte sig til en 7.- og to 8. pladser på Silverstone og er nu nummer 12 i mesterskabet.

Næste afdeling køres 25-26. maj på Oulton Park.

Vil du vide mere om Luca Magnussens sæson i GB4, så finder du Boxengasses store guide lige her.

Du kan også høre om storebror Kevin Magnussens seneste løb for BMW i WEC i Boxengasses podcast herunder eller i din podcastapp:

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode