Nicklas Nielsen: – På SPA er alt altid på kanten

Nicklas Nielsen, 24h spa 2022
Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse & Ferrari/SRO

Nicklas Nielsen er en kører på jagt efter at gentage noget, som mange racerkørere stiler efter at opnå bare én gang i karrieren – nemlig at vinde 24 Hours of SPA.

I fjor var den belgiske klassiker en på alle måder perfekt optakt til Le Mans. Løbets highlights er med rette blevet vist millioner af gange, og udviklede sig til at blive det formentlig bedste sportsvognsrace i hele 2021 takket være en vild slutning på døgnet.

Det hele endte med sejr til Iron Lynx’ Nicklas Nielsen, Alessandro Pier Guidi og Come Ledogar. Samtidigt var sejren også Ferraris første sejr i 24 Hours of SPA siden 2004, hvilket på alle måder illustrerer, at den belgiske klassiker på ingen måder er en nem opgave.

Nicklas Nielsen og Iron Lynx jagter en gentagelse af sidste års sejr i 24 Hours of SPA. Foto: Ferrari

For Ferraris dansker er 24 Hours of SPA i år derfor ét af mange højdepunkter, og med en kalender, der også tæller FIA WEC og en vigtig rolle på udviklingsteamet bag Ferraris nye og indtil videre unavngivne Hypercar, er der nok at tale om. Vi fik derfor en snak med Nicklas Nielsen om et vildt 2022, denne weekend på SPA-Francorchamps og ikke mindst fremtidsudsigterne.

Iron Lynx kommer til SPA med en frisk succes i bagagen fra junis afdeling af GT World Challenge Europe Endurance i form af 1000-kilometersløbet på Paul Ricard. Her endte det med en dobbeltsejr for Ferrari-teamet, og det er et løb, som det italienske team håber at kunne bygge videre på.


Iron Lynx #51, SPA 2022
#51 i aktion i fredagens superpole. Foto: Niklas Majgaard

– Vi har egentligt været hurtige hele året, og det viste vi også sidste gang på Paul Ricard, hvor vi endte 1-2. Omvendt har vi manglet lidt i forhold til #71’eren, men vi har her på SPA vist en fin fart gennem kvalifikationerne, forklarer Nicklas Nielsen og tilføjer:

– Det er altid fedt at komme tilbage til et løb, man har gode minder fra. Det, der skete sidste år, var så vanvittigt. Det er sådan et løb man sandsynligvis kun vinder én gang, og jeg har været vildt heldig at det hele flaskede sig. At kunne stå her under tre år siden jeg kørte Ferrari Challenge med nu en SPA24-sejr og en sejr i GTE Am på Le Mans er… Det har været nogle vilde år, og det er en vild tid nu, forklarer han.

Alessandro Pier Guidi fejrer sejren på SPA i 2021. Foto: SRO/SPA24H

Gennembruddet

Netop 2021-løbet var på mange måder et nyt gennembrud for Ferraris i øvrigt sejrsvante hold i GT3-racing. 24 Hours of SPA havde Ferrari ikke vundet en generel sejr i siden 2004, og derfor slet ikke i GT3-æraen. Derfor var sejren i fjor ikke blot stor for Iron Lynx – den var stor for Ferrari.

– 2021-sejren var en stor forløsning for hele Ferrari. Det var vildt at kunne give teamet og Ferrari noget tilbage for deres indsats med det her løb. Vi var helt sikkert heldige at få det tilbage på safetycars og Alessandros indsats til sidst, men vi kunne lige så godt have stået i den modsatte rolle. Alt er altid på kanten her på SPA, men vi fik alt til at gå op i en højere enhed til det, der helt klart er den største oplevelse, jeg nogensinde har haft i motorsport, forklarer Nicklas Nielsen.

Alt det nye

At være en integreret del af Ferraris sportsvognsdivision er i øjeblikket en meget speciel opgave. Ferrari har præsenteret fremtidens biler i ikke bare én, men to kategorier – og kunne foruden den kommende Hypercar, som Nicklas Nielsen er en del af udviklingsteamet på, også løfte sløret for fremtiden i GT3, der bæres af Ferraris nye V6-motoriserede sportsvogn, 296 GTB. Den nye GT3-udgave af 296 løftede Ferrari sløret for på SPA-Francorchamps, og vi får den at se i aktion for første gang til næste års Daytona.

– Det er kæmpestort at være med i Hypercar-projektet. Der er så mange involveret i at skabe de biler, så at være med til at udvikle og have en finger med i så stort et spil er virkelig en speciel opgave. Både Hypercar og vores nye 296 GT3 er kæmpestore projekter, og man kan jo reelt sige det er 50 år siden Ferrari sidst var med i topklassen i sportscars – så derfor er den Hypercar også noget helt særligt for alle parter, forklarer Nielsen.

Nicklas var samtidigt en af de første overhovedet til at køre i den – indtil videre – unavngivne Hypercar på Ferraris egen testbane, Fiorano.

– At køre de første omgange i den nye Hypercar var en kæmpe oplevelse. Alene at se udtrykket i ansigterne på alle dem, der har brugt så mange år på at være med i at gøre det hele til virkelighed var virkelig noget for sig. Den er meget letkørt, og det er jo altid godt i en racerbil, at man ikke skal kæmpe med den, fortæller Nielsen og tilføjer:

– Lige nu er vi inde i en ekstremt afgørende periode med at få testet og pudset detaljerne af på bilen. Vi kalder det selv en forsæson, for vi skal være klar til kamp i 2023, og derfor er det helt essentielt, at vi får løst alt vi kan nu.

Et andet springende punkt er Ferraris kommende kørersammensætning. Bilen testes og udvikles af hele Ferraris lineup af fabrikskørere, som Nicklas Nielsen er en del af – men det er endnu ikke besluttet, hvem der ender hvor, forklarer han til Boxengasse:

– Det er svært at sige, hvordan Ferrari ender med at dele holdet op. Jeg tænker ikke der er nogen tvivl om, at alle går efter at få et sæde i Hypercar, men vi ved endnu ikke, hvornår der bliver meldt en beslutning ud, eller hvad det bliver.

Se med i dag!

24 Hours of SPA 2022 starter klokken 16.45. Vanen tro har vi samlet en optakt med streaming og meget mere – kig med her!

24 Hours of SPA-optakt: Nyt dansk sportsvognsbrag i vente

Husk, at du får alt om dansk og international motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: