Med den senere tids mange præsentationer af kørere og teams til årets Le Mans er den nyeste provisoriske deltagerliste til årets løb netop blevet udgivet af ACO. Og om lige godt en måned er der 62 biler og 186 kørere i spil, når hundredåret for Le Mans markeres og løbet sættes i gang.
Det bliver med en fantastisk grid, hvor de nye Hypercars efter et par lidt træge løb på Le Mans i 2021 og 2022 i år virkelig har fået den længe ventede opblomstring. 16 styk er klar til Le Mans fordelt på syv fabrikanter – Porsche, Ferrari, Toyota, Peugeot, Cadillac, Vanwall og Glickenhaus, der alle vil gøre deres ypperste for at lykkes med at hente den store pokal i 100-året for det allerførste Le Mans.
13 danske kørere til start
Det bliver samtidigt en grid og et løb, der ser tilbage på næsten 100 løb og et århundredes historie. Blandt andet med Ferraris meget omtalte comeback efter et halvt århundrede væk fra toppen af sportsvogne, og ditto med Porsches unikke historie med den franske klassiker. Omvendt er hjemmebaneheltene fra Peugeot endelig tilbage i kampen om den generelle sejr på hjemlig asfalt, ligesom de senere års vanevindere, Toyota, helt sikkert står klar med en skarp udfordring til hele flokken.
Det er også første gang i efterhånden en del år, at Le Mans køres med danskere i spil til den generelle sejr, men med Nicklas Nielsen, Michael Christensen og Mikkel Jensen i spil for henholdsvis Ferrari, Porsche og Peugeot i år er mulighederne absolut til stede.
Ved siden af Hypercar er der igen en vild fight i vente i et LMP2-felt, der i de senere år har tegnet sig for noget af det bedste ræs i hele feltet – og alt tyder på, at vi får endnu mere af det i år – med en god kombination af teams, der allerede har stået stærkt i klassen i årevis og dem, der er på vej frem for at sætte gang i nye Hypercar-projekter i 2024. United Autosports, JOTA Sport, PREMA Racing, Team WRT og Alpine Elf Team er nogle af kombattanterne, og vi vil også gerne slå et slag for schweiziske COOL Racing, der giver Malthe Jakobsen Le Mans-debut med Nicolas Lapierre og Alexandre Coigny i LMP2 Pro/Am.
I den generelle LMP2-klasse er britiske JOTA Sport spændende at følge set med danske briller. Ikke nok med at teamet dels er forsvarende LMP2-vindere i løbet, men sidste år satte de to biler på podiet, og tredjepladsen var Oliver Rasmussen med til at sikre i sin Le Mans-debut.
Rasmussen er tilbage hos JOTA til et nyt skud på sejren i år, og har fået David Heinemeier-Hansson og Pietro Fittipaldi med sig. De kommer begge over fra Inter Europol Competition, og står med JOTA’s eneste racer i LMP2 efter teamet fik leveret en længe ventet Porsche 963 til teamets kampagne i Hypercar.
Som vi kender det fra årets FIA WEC er GT-bilerne samlet til en enkelt klasse, og GTE Am bliver unægteligt et brag igen i år. Corvette Racing har vist god form indtil videre i FIA WEC, det samme har Iron Dames med deres nye Porsche, og senest på SPA var Aston Martin og Ferrari i egenskab af ORT by TF Sport og Richard Mille AF Corse særdeles godt kørende.
Det bliver i GTE Am med Le Mans-debut til GMB Motorsport, som efter et par rokader stiller med et rent dansk lineup bestående af Marco Sørensen, Gustav Birch og Jens Reno Møller, og derudover er det de faste navne fra FIA WEC; altså Michelle Gatting (Iron Dames) og Mikkel O. Pedersen (Dempsey-Proton Racing). Med NorthWest AMR’s exit fra FIA WEC står Nicki Thiim aktuelt uden et sæde på Le Mans, mens Formula Racing er at finde på reservelisten.
Husk, at du får alt om årets Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!