På mesterskabsjagt: Martin Andersen klar til sæsonens næstsidste slag i ADAC TCR Germany

Foto: Team Engstler

I den kommende weekend er det tid for sæsonens næstsidste slag i titelkampen i ADAC TCR Germany, når turen for Team Engstlers Martin Andersen og resten af feltet i ADAC TCR Germany går til Sachsenring.

Martin Andersen kommer til Sachsenring i mesterskabsføring, og i kraft af weekendens tætpakkede program ser viborgenseren frem til at drage nytte af sidste års erfaringer fra stedet.

– Vi skal køre både træninger og begge kvalifikationsrunder fredag, så det bliver helt sikkert ikke en ulempe at jeg kommer til Sachsenring med kendskab til banen. Jeg vil helst ikke fokusere for meget på mesterskabskampen – så vi kommer med ambitionen om at sætte en god weekend sammen og score flere, stabile point til mesterskabet, forklarer han.

Martin Andersen fører med sine 302 point over svenske Jessica Bäckman, som har 231 på andenpladsen, mens Team Engstlers Szymon Ladniak er treer med 214 point.

Sachsenring er en af kalenderens solide udfordringer, for med kombinationen af hurtige sving og en ru asfalt er den meget hård ved dækkene – og over et heat på 30 minutter som i ADAC TCR Germany er det derfor et sted, hvor dæk hurtigt kan blive den afgørende faktor.


– Sachsenring er en bane, som på mange områder skiller fårene fra bukkene. Den er virkelig hård ved dækkene, og det bliver helt sikkert en faktor igen denne weekend. Men absolut en fed bane, som jeg virkelig synes er sjov at køre på, lyder det afslutningsvis fra Martin Andersen.

Weekendens løb kan som altid følges på www.adac-motorsport.de. Lørdagens heat køres klokken 16.25, mens det søndag går løs 11.35.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: