Alexander Hartvig klar til teknisk krævende debut i Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland

Foto: Porsche Motorsport / Paragraph5

I weekenden får Alexander Hartvig sin debut i Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland på Imola-banen i Italien.

Efter et intenst træningsprogram i den seneste måned er den 21-årige roskildenser nu klar til at tage hul på det næste store skridt i sin racerkarriere. Den tyske mærkeklasse er stedet, hvor mange kommende motorsportsstjerner bliver opdaget, og for Alexander Hartvig gælder det om at gøre sig positivt bemærket.

– Jeg tror, det bliver svært! Imola er en teknisk racerbane, hvor man virkelig skal være god til at passe på dækkene. Vi bremser både op og ned ad bakke, og flere af svingene er tricky … så det bliver en god udfordring, siger Alexander Hartvig, der trods den ydmyge tilgang godt tør sætte tal på sine ambitioner:

– Det vildeste kunne være at slutte et af løbene i top 10. Men det er mere en drøm end en ambition, for det er et seriøst skarpt felt jeg er oppe imod. Kan jeg slutte et sted mellem nummer 10 og 20 tror jeg egentlig at jeg skal være tilfreds … men jeg sigter højere, griner Alexander Hartvig, som allerede har trænet på banen og glæder sig til udfordringen:

– Jeg havde aldrig troet at jeg skulle finde mig selv i Carrera Cup hos et vinderteam som Allied Racing og med opbakning fra Porsche Motorsport. Men nu er jeg her, og jeg kommer til at kæmpe med alt, jeg har, for at vise at jeg er opgaven og tilliden værdig. Det er mit livs chance, og jeg har aldrig følt mig så klar, som jeg gør nu, lyder det fra roskildenseren, der også har nok at se til udenfor racerbilens trygge sikkerhedsbur.


Ved siden af fuldtidsjobbet som tømrer har den 21-årige racerkører etableret Octane Club, et erhvervsnetværk med fokus på fart og forretning. Det kræver også en indsats, så døgnets timer bliver brugt effektivt for tiden:

Porsche Carrera Cup Deutschland, Talent Pool Kick Off 2024

– Man kan roligt sige, at jeg har flere fuldtidsjobs lige nu. Der er nogle lange, hårde dage, men jeg kan godt lide det. Jeg er super glad for mit arbejde, og samtidig lærer jeg rigtig meget ved at arbejde med Octane Club. Men jeg vil godt indrømme, at der ikke går mange sekunder, fra hovedet rammer puden, til jeg er i drømmeland!

Weekendens sæsonpremiere på Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland kan følges live på Youtube: https://www.youtube.com/@PorscheCarreraCupDeutschland/streams

 

Tidsplan for Porsche Sixt Carrera Cup Deutschland på Imola

Fredag 19. april
Free Practice 1 – 16.00

Lørdag 20. april
Kvalifikation – 09.05
Race 1 – 16.30

Søndag 21. april
Race 2 – 08.45

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: